spørre sig selv hvordan en populær og eftergivende konge som Håkon kunde få folket til å ta på sig ledingsbyrden, og forfatteren av Fagrskinna kan da ikke finne nogen anden utvei end å la ham opgi en skat, som han tidligere – ganske abstrakt og rent ræsonnerende – har latt Harald Hårfagre pålægge[1].
Det, Fagrskinna har å fortælle om Haralds skattepålæg og Håkons ophævelse av nefgildisskatten, tør vi altså med fuld grunn utvise av historien; det bygger helt på forfatterens eget ræsonnement og strider ubetinget mot alt hvad vi kan tænke os som mulig statsordning i Norge i det 9.–10. årh. – i en tid hvor det endnu knapt kan være tale om den spædeste begyndelse til penge- eller bytte-husholdning, og hvor en regulær kopskat derfor er likeså overflødig som umulig å opkræve. –
Når vi derefter vender tilbake til en nærmere granskning av beretningen om tilegnelsen og tilbakegivelsen av »odelen«, lægger vi først merke til at den har en utpræget trøndsk karakter. I Snorres selvstændige Olavssaga er dette vistnok ikke tydelig; men i Egilssaga fortælles det om odelstilegnelsen i sammenhæng med erobringen av Trøndelagen og Møre, i Heimskringla efter kampen i Orkedalen, og begge steder er det egentlig til trønderne, Håkon Adalsteinsfostre gir odelen tilbake. Ordene kan nok presses til å gjælde hele landet; men strengt tat sies det bare direkte at det var i Trøndelagen (og på Møre), odelstilegnelsen foregik.
Tør vi nu regne med at Are Frode er Snorres og Egilssagas fælles kilde for denne beretningen, vil det igjen si at den rimeligvis går tilbake til Ares hovedhjemmels-
- ↑ Snorre som opfatter sammenhængen helt anderledes, sætter ledingsordningen i forbindelse med kampen mot det danske riket som han trækker sterkt frem, mens Fagrskinna bare lar Håkon kjæmpe med Eirikssønnene.
