igjen. Det var en nydelig Fest, arrangeret med uendelig megen Smag; der var intet, som hentydede paa et Hof, En huslig Gruppe af Dronningen, Prindsens og Børnene, inden de skiltes ad, henrev mig ganske. Der hersker sand Lykke i denne udmærkede Kreds, som Hjertelighed og de fineste Følelser forbinde til det skjønne Hele. Jeg traf her første Gang Frøken Anker[1], som er bleven gammel og ser lidende ud. Hun kjendte mig strax og lod til at være et fortræffeligt Fruentimmer. For Resten gjorde jeg intet nyt Bekjendtskab og fandt ingen Personlighed at lægge Mærke til. At Racen her langtfra ikke er smuk, er fremdeles min Paastand. Løvenskiold blev stødt, fordi han intet Parti fik, og reiste derfor tidlig hjem, men havde alligevel den Artighed at sende sin Vogn efter os. Berthouchs[2] og Moltkes[3] venlige og forekommende Artighed mod os bliver sig selv stedse lig. Det er ordentlig merkværdig, hvor net den første bestandig tager sig af Marie og Malvina, naar vi ere ude, og af hvilken Mængde smaa Forlegenheder han ved at redde dem. Moltke er en rask Danser og er meget i Velten her, hvilket er ganske rimeligt, thi han er ikke blot den første blandt Diplomaterne, men den første blandt Cavallererne i Almindelighed. Jeg talte meget med Sprengtporten, der i sin Tankegang og Udtryksmaade ligner frappant Fr. Stang. General Lefrén fortalte mig, at han ikke havde danset siden sit 24de Aar, thi da var han paa et Bal midt i en Dans bleven underrettet om, at Sveaborg var gaaet over til Russerne, og dette havde gjort et saa stærkt Indtryk paa ham som Finne, at han siden aldrig kunde bekvemme sig til at danse. Prindserne, der havde
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/53
Denne siden er ikke korrekturlest
47
AV STATSRAAD HANS CHRISTIAN PETERSENS DAGBØKER
