I sine bemerkninger angaaende sagn om klostre i Norge paa steder hvor den senere historieskrivning intet derom vet at berette, præciserer Chr. A Lange (De norske klostres historie) træffende disse sagns plads og betydning i vor historiske bedømmelse. Herunder fastslaar han først det overalt gjældende forhold, at sagnet, – som jo ifølge sin natur ikke præges av nogen faglig skjelnen i detaljerne – jevnlig sammenblander begrepet kloster og forskjellige andre anlæg som paa en nærmere eller fjernere maate har staat i forbindelse med klosterlignende Institutioner, hospitier, saluhuse o.s.v.
I nogen kritisk begrænsende bemerkninger peker forf. paa interessen ved at trække frem fra glemselen sagn av denne eller dermed beslegtet art, idet han understreker, at der ingenlunde av en absolut taushet i i de historiske annaler eller tilgjængelige skriftlige hjælpekilder overhodet kan sluttes noget om sagnets historiske utroværdighet. I samme retning uttaler sig professor Vedel-Simonsen i sin oftere citerte avhandling (Nordisk tidsskrift for oldkyndighed B. 3): »At nu et sligt kloster eller klosterlig pilgrimsherberg ikke omtales i vor historie, vil neppe undre nogen der kjender sammes magerhed med hensyn til den tidligere middelalder, og det saameget mindre som slige paa landet adspredte klosterherberger, der kun vare kolonier eller filialer af de store klostre i kjøbstæderne, formodentlig intet egentlig gods besadde, der kunde gjøre dokumenters udstedelse nødvendig eller tildrage sig annalisternes fortrinlige opmerksomhed«. – Hvad her siges om Danmark, gjælder, skriver Lange, i endnu høiere grad om Norge, hvis gamle brevskaper for størstedelen er tilintetgjort og som ingen indenlandsk annalist fra hin tid har tilovers.
I lys av ovennævnte bemerkninger og under hensyntagen til det ogsaa av Lange berørte forhold, at sagnet regelmæssig lægger sine »klostre« paa saadanne steder hvor hospitier eller lignende anlæg for vor tids betragtning maatte ansees fornødne eller nyttige eller ialfald ønskelige, er det at det turde ha interesse at fremdrage et saavidt vites
