samling omkring Jondal herred, hvor slegten efterhaanden underla sig de bedste gaarde eller dele derav, Koppren, Brattebø, Vik, Saalesnæs, Espeland, Svaasand, Hvitastein, o. fl. Gjennem slegtskap og kjøp hadde dens medlemmer odel i et bruk av Thorsnæs, og andel i flere gaarder i nabosognene Strandebarm og Varaldsø, Kvinnherred, Ullensvang [Bleie, Reidsæter, indre og ytre, samt rimeligvis ogsaa Hovland, hvorfra siden en mand synes at ha arvet eller optat odel til en part av Brattebø][1]. Foruten disse ogsaa Røsseland og et par gaarder i Sveen, hvor slegts-
- ↑ Samson Hovland, f. ca. 1780 g. 1806 m. sin frænde Maritta, et barnebarns barn av Thorbjørg Philippusdtr. og lensmand Peder Johs.søn Aga.
han kan være død tidlig, isaafald før 1610, da Bratte i Sveen eies av Børge og Lauritz alene. I lys av farmoderens religionsforhold (se ovenfor) turde der dog være plads for en formodning om, at ogsaa han, ja maaske ogsaa faderen Haldor Samsonssøn har hørt til dem der holdt fast ved »den gamle tro«, som vites at ha hat sterke røtter i Hardanger, ikke mindst i Jondal, og at Erlend kan ha været identisk med den norske Erlandus Haldori, som 1594 var under papistisk opdragelse i Tyskland. (Cfr. Daae: Bidrag til den katholske reaktions historie i Norge – særlig Bergens stift i Chr. IIII’s tid.) I saa fald finder hans senere manglende deltagelse i arv og andet familjeretslig mellemværende sin naturlige forklaring. Det heter om disse katholiker under forfølgningen i beg. av 1600-aarene bl. a.: Udi Stavanger og Bergens stifter vare ogsaa nogle, men saasnart de bleve røbede, turde de ei blive der længere, men snege sig bort hemmeligen. De dømtes fra odel og arv samt til landsforvisning. – Har Erland Haldorsens nære slegtninge været blandt disse katholsksindede, saa maa de imidlertid senere ha omvendt sig. Hans søsken Børge og Lauritz samt søsteren (og muligens ogsaa faderen Haldor Samsonssøn) levet i Hardanger længe efter forfølgningen i 1613. Børge omtales endnu 16386, men er antagelig død kort efter. Lauritz levet endnu 1639. Sønnen Johannes Lauritzen har kort efter overtaget faderens eiendomme. Med en utrolig seighet, som endnu kunde efterspores, holdt katholske reminiscenser, skikke, faste, ja endog valfarter sig i Vestlandets fjorde. Mindelser herom har man bl. a. i en teminologi som fandtes ialfald langt henimot det tyvende aarhundrede – bruk av primstavens vendinger: tidsinddeling efter Helgemøss, Vefromøss (Vor Frue messe), Korsmøss o. m. fl. var meget almindelig i 80-aarene, særlig blandt den ældre generation. Om Bg. stift og katholicismen se ogsaa Sars i Hist. tidsskr. III s. 385, ogsaa Daae, Folkesagn fl. st.
