mand. Der gik ogsaa stort ry av hans rigdom, og det ligger nærmere at henføre de eventuelt ældre dele av Brattebøkjelderen til Brattebøkongens byggetid end til nogen tidlig middelaldersk munkevirksomhet.
I foreliggende offentlige dokumenter spiller han saavidt det kan sees, ingen fremtrædende rolle. Skiftet efter ham i 1713 (han hadde vistnok før utdelt adskillig gods og løsøre) viser[1] vistnok at han var en rik mand, men hverken her eller i herredets kaldsbok, hvor hans død anføres, ofres der ham nogen nærmere opmerksomhet. Saameget mere særpræget fremtræder han i en overlevering som endnu i nyere tid har formaaet at tegne hans skikkelse i faste klaree linjer[2]: Her skal kun anføres nogen træk, hvorav specielt et enkelt belyser de opfatninger og følelser som laa bak de vestlandske ætters passivitet overfor, og ufrivillige bøien sig ind under det økende danske herremandsvælde, følelser der latente var tilstede blandt det hardangerske jordaristokrati, og som efterhaanden modnedes til politisk bevisst handleevne fra 1814 av. At denslags national selvfølelse aldrig helt har manglet, kan eftervises i de gamle hardangerske storbønders holdning til den danske unions embedsvælde saavelsom til visse sider ved den svenske union; bl. a. heri ligger endel av forklaringen til det eiendommelige fænomen, at under vor nyere unionspolitik har Hardanger med dets i mange henseender yderst konservative befolkning budt den bedste jordbund for den nationalistiske politik som det norske venstre tidlig gjorde sig til talsmand for.
Det er den samme aand som traditionen med forkjærlighet tillægger 1600- og 1700-tallets bondeadel overfor danskevældet og de danske embedsmænd[3].
Børge Lauritzsøn eller Larssøn, Brattebøkongen, skildres som en høivoksen mand med rolige kloge øine, jevnlig taus men ordsnar, munter i lag. Han var en slegtning av,
- ↑ Medd. fra Bg. St. arch. 1890.
- ↑ En skildring av denne mand bl. a. ut fra det av Aga tilveiebragte materiale vilde ha været av ret betydelig interesse, men blev aldrig bragt til utførelse.
- ↑ Smnh. for dette tidsrums vedk. Medd. f. d. n. R. A. I s. 269 om »den nationale følelse i Norge i forb. med prins Chr.s hyldning 1650«.
