Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/560

Denne siden er ikke korrekturlest

554

SMAASTYKKER

I 229, 237), »ærlig og velagtet«, ikke velbyrdig og velbaarne. De opponerte vel ikke, de tigget ugjerne, men de følte vel sit. Og det kan vel være naturlig at føre den litt stive nationalisme, som har præget hardangerbonden under den svenske union, tilbake til beslegtede, omend mere indestængte følelser i den danske unions dage. Det erindres lett at der har været baade holdning og tradition hos disse bønder, det merkes tildels den dag idag. (Smnh. Yng. Nielsen: Reiseskildringer 1872, Munch o. fl.)

Det mest kjendte og sikkert ogsaa korrekte billede av Brattebøkongen faar man – ved siden av Agas trykte karakteristik – av beretningen om striden med Vikebygdingerne og Børge Larssons reise til Kjøbenhavn. Beretningen herom har holdt sig som det synes uten væsentlige forandringer og er endnu kjendt. I fjeldet mellem Brattebø i Jondal herred og Vikebygden i Ullensvang herred ligger spredt flere udmerkede sæterstøler. De sydlige av disse eiedes sammen av Thorsnæs og Brattebøfolket, som synes at ha været vidløftig samgiftet, og bruktes i fredelig fællesskap. Til de nordlige av disse støler, som ligger ved den gamle ridevei over fjeldet fra Jondal til Mokkestad, mente Vikebygdbønderne at ha visse bruksrettigheter, som ikke stemte med Børge Larssons syn paa den ting. Efter mange resultatløse sammenstøt reiste Børge Larsson med eget skib^[1] til Danmark, hvor han skaffet sig gehør. Traditionen vil vite at man paa høieste sted fandt interesse og behag ved den staute nordmands optræden, hvad der maaske kunde ha sin rigtighet.

Ialfald fik Børge medhold, hvad der tydelig nok kan eftervises. Overleveringen, som beretter at han efter-

↑ Eget skib var vel dengang, men ikke senere saa stor en sjeldenhet blandt Hardangers mere velstaaende jordegodseiere, hvis vareforsendelse, væsentlig trælast, foregik med andres skibe. Det tak den fremmede, væsentlig skotske sjøfart hadde i disse egne, holdt sig saaledes temmelig længe. Det forhold som for det søndenfjeldskes vedk. omtales i det norske riksraads brev av 1490 (D. N. II 963), hvorefter det var »almindelig sed, der bruges søndenfjelds, at landbønder og bokarle have og bruge sine egne store skibe, med hvilke de fare udenlands med spærrer, bord, lægter og andre varer« – passer ikke paa forholdene i Hardanger, hverken i det 15. eller 16. aarh.

[1] Eget skib var vel dengang, men ikke senere saa stor en sjeldenhet blandt Hardangers mere velstaaende jordegodseiere, hvis vareforsendelse, væsentlig trælast, foregik med andres skibe. Det tak den fremmede, væsentlig skotske sjøfart hadde i disse egne, holdt sig saaledes temmelig længe. Det forhold som for det søndenfjeldskes vedk. omtales i det norske riksraads brev av 1490 (D. N. II 963), hvorefter det var »almindelig sed, der bruges søndenfjelds, at landbønder og bokarle have og bruge sine egne store skibe, med hvilke de fare udenlands med spærrer, bord, lægter og andre varer« – passer ikke paa forholdene i Hardanger, hverken i det 15. eller 16. aarh.

[1]