Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/569

Denne siden er ikke korrekturlest
563
SMAASTYKKER

det skeete Opløb og derved tilbagetagne Extraskat; hvorpaa han sagde han skulde tilbage til Trondhjem, for at bestille nogle Baade for endeel Herrer, som skulde komme fra Kjøbenhavn, at undersøge denne Sag; talede og om at skulle udsøge et beleiligt Sted til Leir for 900 Mand, samt at der skulde holdes et Krigsforhør i hvert Fogderie«[1].

I Arne skibrede kom han indom gaarden Melchier-Aaen, hvor mand og kone ikke var hjemme, »men alene nogle Børn og Ungdom, som han indbildede at være udsendt i Kongl. Ærinde, og derved fik dem narret at give sig Friskyds til Bergen«[2].

Til gaarden Fosse i Allenfits skibrede var han kommet med friskyss »under Foregivende, at han var udsendt av Kronprindsen, for at tilkjendegive de norske Undersaatter, at de vare befriede for Extraskatten; dertil han lagde dette, at Kronprindsen selv med første kom herop, havende med sig 3 Grever, og vilde bivaane de holdende Thinge, og skulde han være Ordonnance hos Kronprindsen«[3]. Til Anders Arnesen Soltvedt i samme skibrede fortalte han at kongen ikke hadde faat mere av ekstraskatten end 4 mark og 8 sk. av hver person.

Den falske forordning gjorde han flittig bruk av overalt hvor han kom hen. Den handlet »om Grændseskyds og Udredningspenge, som skulde faaes tilbage, samt at det Korn, som Kongen for nogen Tid siden opsendte til de Fattige, skulde godtgjøres siden dermed ikke rigtig var omgaaet. De som havde opkjøbt dette Korn, skulde faae deres Penge igjen, siden Kongen havde foræret det«[4].

Det har øiensynlig ikke været saa faa rorskarer, som maatte slite paa toften for den virksomme nordmørings skyld; de blev imidlertid trøstet med at de skulde faa skyssen betalt, naar kronprinsen kom.

Som et »Forbud for Prindsen« holdt da den forhenværende gardist sit indtog i Bergen en dag i juni maaned. Her synes han at ha nytt stillingens behageligheter til gagns. Da han senere blev tat i forhør av kommissionen, hadde han mistet mæle; men før den tid er det intet som tyder paa at snakketøiet hans var i ulage. Store ord og løfter utdelte han med overdaadig rundhaandethet til sine

  1. Kommissionens indberetning om strilekrigen, trykt i J. St. Munch: Saga III s. 420–21.
  2. Smsts. s. 423.
  3. Smsts. s. 421.
  4. Smsts. s. 422–23.