siden det maa ansees afgjort, at Kongen vil have Due. H. M. erklærede at det var hans Hensigt at fatte Beslutningen herom iaften, men han vilde ikke man skulde tro han gjorde saadant i Hidsighed; og da han maatte erkjende, at han trods sin Alder var bleven heftig, vilde han udsætte Sagen og drikke sig et Glas koldt Vand imidlertid. Dog agtede han snart at gjøre en Ende paa al Uvished og vilde iforveien consulere os om hvem der burde blive Løvenskiolds Eftermand. Han forsikrede iøvrigt han i 1814 slet ikke havde forlangt eller ønsket nogen Statholder eller Statsminister; han kunde selv præsidere i Statsraadet eller Statsraadsafdelingen, hvor ingen andre Herrer behøvedes.«
Paa den tid var der som bekjendt stor misfornøielse i Sverige med Carl Johans regimente. I dagboken for 30. juli 1840 er skrevet:
Vi have forundret os meget over, at Posse og Stjerneld[1] have søgt deres Afsked og fundet Motivet dertil mindre gyldigt, ligesom vi i det Hele taget synes det er urigtig at lade Kongen saaledes i Stikken. Gud ved hvad Enden paa denne Hurlumhei skal blive. Efter min Formening bestaar Ulykken væsentlig deri, at de andre Stænder ere tilsidesatte for Adelen, som nyder al Ære og Fordel. Hvis Kongen omgav sig med et Raad af borgerlige Mænd, vilde alt sikkerligen gaa godt. Men hver Gang en høi Post er ledig bliver der her aldrig Spørgsmaal om andet end hvilken Adelsmand der skal have den. De andre Stænder ere for oplyste nu til at taale hvad der kunde passere forhen da Talent og Kundskab udelukkende fandtes hos Adelen. Man er meget misfor-
- ↑ Grev Arvid Posse, justitiestatsminister 20⁄3–5⁄9 1840, Friherre A. Stierneld, utenriksminister 1838–42.
