nøiet her og ni kommer det an paa om Riksdagen lader sig skræmme, fordi Statsraaderne ville gaae deres Vei. Giver den af saadan Grund efter, begaar den en utilgivelig Svaghed.
14. december 1840:
»Endelig fik vi Statsraad, men ikke før Kl. 4, thi om Formiddagen havde der været Ild i en Pibe, som støder til Kongens Sovekammer. H. M. viste os Stedet, beklagede sig over Vedkommendes Mangel paa Agtpaagivenhed og beskrev os meget udtryksfuldt, hvorledes Alle ved denne Begivenhed tabte Besindelsen. Han satte sig i en militær Positur og raabte med funklende Øine: Je ne conçois pas qu’un homme puisse tellement perdre la tête, fi donc! Kongen var ellers rask og munter, men der lugtede fælt paa Slottet ligesom Lig.«
1. januar 1841:
»Aaret begyndte med Slud og en Syndflod af Visitkort. Vi vare igaar blevne enige om ingen at udskikke. Det er en styg Skik, at de Kgl. Herskabers Løbere og Hoffourer render omkring og gratulerer Nytaar, hvilket kostede mig 20 Bco. Man bør antage, at de Kongelige intet vide derom. Rygtet gik at de ikke iaften kom paa Børsballet, fordi Kronprindsen ikke skulde være rigtig rask; isaafald var jeg ogsaa bleven derfra, thi jeg er ikke nysgjerrig og kan godt forestille mig hvorledes en saadan Fête tager sig ud. Imidlertid var det hele blind Allarm og jeg maatte følgelig afsted. Kl. 8½ tog jeg derhen med Schouboe. Vi fandt et prægtigt oplyst Lokale og mange Mennesker, dog ikke saa mange som ellers skal være almindeligt. De Kongelige havde allerede danset, nemlig Kronprindsen med en Ingen, hvilket var
