kunde lede til noget godt, at man saaledes blev vant til at see alle, selv de helligste Baand opløste. Kl. 11 omtrent dimitteredes vi. Jeg haaber, at det vil vare længe inden jeg kommer igjen.«
30. december 1843:
»Vi havde Statsraad iaften og fik en stor Mængde Sager afgjort. Imidlertid befalede Kongen fremdeles, at Sagen om det Fredrikshaldske Postmesterembede skulde udsættes, uden at jeg kan begribe hvorfor[1]. Udenfor Protokollen blev det Laurvigske Fogedembede omdiskuteret. Carl Sibbern[2] lægger nemlig an paa det. Kongen er af os gjort opmærksom paa Alt, hvad der taler for den indstillede Prokurator Olsen, og dette har nok sat Høistsamme i Forlegenhed, da han rimeligvis gjerne vil hjælpe Sibbern. Vi bade om, at Sagen maatte blive foretaget og afgjort nu, da H. M. kjendte Omstændighederne pro et contra og da Embedet i flere Aar har været bestyret med en Constitueret; men Kongen blev vred, ytrede, at saadant ikke var hans Skyld, og erklærede, at han vilde have 8 Dages Betænkningstid; han vilde ikke være nogen »roi mannequin«, at han ikke havde været »mannequin«. I Særdeleshed paaberaabte han sig Krigen i 1813, da han ved flere Leiligheder havde vist Keiser Alexander, at det var ham og ikke Keiseren, der kunde og skulde lede Nordarmeens Bevægelser. Keiseren havde et Par Gange bedet ham om at standse Fremrykningerne og at slutte en Vaabenhvile. Men Kongen havde paa en energisk Maade sagt nei og commanderet fremad. H. M. stampede ved denne Leilighed i Gulvet, hans Øine funklede og hans
