ner til Hovedet og søvnløse Nætter, uden dog at kunne nævne noget herom til mine Omgivelser. Dette var saaledes det bedrøveligste Aar, jeg har oplevet.
8. mars 1845:
»Odelstinget har idag besluttet, at Sibbern og min Erklæring skal indhentes i Anledning af Marine-Budgettets Overskridelse i 1841. Naar man endelig vil gaae dybere i denne Sag, uagtet det ligger klart for Dagen, at ingen ond Villie, men, blot et ulykkeligt Sammenstød af Omstændigheder har frembragt Catastrophen, da kan jeg virkelig ikke have noget mod Beslutningen, hvis Opfyldelse blot kan medføre den Ubehagelighed, at Sibbern og Jeg kunne komme til at kaste Skylden paa hinanden. Jeg skal i mit Forsvar ikke gaa videre end absolut fornødent og er for Resten glad ved, at denne Sag en Gang faar en Ende.«
17. mars 1845:
»Løvenskiold fortalte mig idag, at Kongen, dels for min egen Skyld og dels for at fjerne enhver Anstødssten for Bevilgning af Stortinget til Marinen, ønsker jeg skulde overtage et andet Departement. Kongen havde befalet ham foreløbigen at sondere mig, da han nødig vilde støde mig. Jeg beroligede ham i saa Henseende, thi jeg finder Kongens Betænkeligheder ganske rigtige. Meningen er, at Schmidt for det første skal ind i Statsraadsafdelingen og derefter placeres andetsteds, og at jeg skal overtage Justitsdepartementet.«
19. mars 1845:
»Vi havde forberedende. Statsraad. Kl. 2 kaldtes jeg ind til Kongen, som paa en for mig meget smigrende Maade meddelte mig, hvad Løvenskiold allerede havde
