sagen med Collett. Hvor usandsynligt dette end forekom mig, især hvad 2den Post angik, maatte jeg dog lade mig nøie med denne ufuldkomne Besked, da det var for silde til at forskaffe mig mere bestemte Efterretninger; men det var tungt at maatte gaa tilsengs i denne Uvished.
Justitsdepartementet har paa Anmodning afgivet Betænkning til Finantsdepartementet angaaende Spørgsmaalet om Kongens Adgang til at kunne indvilge Engelskmændenes Ansøgning om Jernbaneanlægget til Strømmen og Eidsvold, og er ogsaa kommet til det Resultat, at der, skjønt Sagen vel kan være tvivlsom, dog ikke er noget Væsentligt eller Afgjørende til Hinder derfor, ligesom det ogsaa antages, at Vedkommende ikke ville oppebie Sammenkaldelsen af et overordentlig Storthing. Mig forekommer det klart, at man i et saa overordentlig vigtigt Tilfælde maa see mere paa Materien end paa Formen; men Morgenbladet er sig selv ligt og demonstrerer vidt og bredt, at Kongen ingen Myndighed har til at afgjøre deslige Sager. Det er sørgeligt, at man gaar saa vidt i sin blinde demokratiske Iver. Flere af Regjeringens Medlemmer lade til at være blevne skræmmede, og Sagen circulerer derfor. Jeg tror en Statsraad ved slige Leiligheder maa opoffre sig selv, naar Nationen fordrer det, og et saa vigtigt Øiemed ikke paa anden Maade kan lade sig opnaae. Men hvad skal Enden blive paa denne evindelige Kjævlen om Form og Bogstav? Tilsidst maa Alt gaa istaa.«
9. november 1845:
»Jo ganske rigtigt. Rigsretsdommen lyder saaledes: »Forsaavidt Chefen for den Kongelige Norske Regjerings Finants- Handels og Told-Departement, Statsraad J. H. Vogt, Commandeur af den Kgl. Nordstjerne-Orden med Storkors, Ridder af den Keiserlig Russiske St. Annas-
