Skæreid, ansees for paalidelig paa grund av den bestemte stedsangivelse. Thjodolf siger nemlig i Ynglingatal om Halfdan Hvitbein:
| Det hver hørte, | thjodkongen |
| at over Halfdan | tok paa Toten, |
| tingbønderne | og Skæreid |
| taarer fældte | i Skiringshal |
| da dødens over | brynjeheltens |
| dræpende mø | ben luter. |
Paa et høidedrag utenfor eidet ligger mange gravhauger, men ikke av meget store dimensioner; derimot er der paa den i nærheten liggende gaard Klepaaker endnu rester av en meget stor gravhaug, der formentlig har git gaarden sit navn (klep = rund haug).
Landet utenfor Skæreid har sandsynligvis været kaldt Thorsøi. I nærheten av eidet ligger det saakaldte Helgefjell, der, set fra én side, ogsaa meget karakteristisk rager op fra den omliggende mark.
Er oversættelsen av ovennævnte strofer av Ynglingatal rigtig, tør betegnelsen »luter« tyde hen paa, at Thjodolf har tænkt paa den første del i navnet Skæreid som en klippe der rager op og »luter over brynjeheltens ben«, ti han vilde ellers neppe ha benyttet ordet »luter« om et eid.
Stiflesund, hvor sagaen beretter at Gudrød Veidekonge blev myrdet, tør muligens ha været et forlængst opgrundet sund mellem Lahellefjorden (en arm av Tønsbergfjorden) og Mefjorden, hvor gaardene »Sunde« endnu minder om at her har været et sund; stifla betyr tilstoppe, og derav formentlig navnet, Stiflesund eller det tilstoppede, opgrundede eller stængte sund.
P. A. Munch siger, at de to halvøer der nu stikker ut paa begge sider av Mefjorden i Sandeherred mellem Sandefjord og Tunsbergfjord, kaldtes i oldtiden øer, Yxney og Velley, og traditionen i egnen er den, at de ikke meget langt tilbake i tiden var adskilte fra fastlandet med smale sund. Munch mener dog at Stiflesund maa søkes i Sønder-Jylland, og han gjetter paa Mesund i Slien; men dette strider absolut
