mot Snorres fortælling om at dronning Aasa, da Gudrød
Veidekonge var dræpt, för med sin søn Halfdan »vester ti
Agder«. Snorre gaar altsaa ut fra at Stiflesund har ligget
østenfor Agder. Det synes være god grund til at anta at Snorre
har kjendt Stiflesunds beliggenhet, da navnet paa stedet hvor
kong Gudrød blev dræpt, sandsynligvis har holdt sig i traditionen
indtil Snorres tid, og Snorre vilde heller ikke ha sagt
at Aasa fôr vester til Agder, hvis han ikke hadde visst hvor
hun drog ut fra.
Hauk Erlendsøn siger ogsaa at Stiflesund var nær ved Geirstad.
H. H. Holta.
Gulathingsloven var en nedtegning paa pergament av de lovkyndiges mundtlige foredrag. Ogsaa kong Magnus’s landslov var beregnet paa at bli læst paa thinge. Endnu Haakon 5 indskjærper[1] at læse lovboken for almuen 1 gang aarlig. Men alt lovbokens redaktører har sikkert hat for øie, at deres værk fuldt saa meget blev en opslagsbok som en fortællende fremstilling av retstoffet.
Denne forskjel i anlægget av de to bøker kommer for dagen i den maate, hvorpaa landslovens redaktører opdeler et avsnit av Gulathingsloven.
G. 314, om »tofte-bøter«, handler om forbud mot strandhug og gaar vel tilbake til det første kongedømmes tid (smlgn. Gange-Rolv). Utgangspunktet er at en mand utruster langskip i herredet og ikke lyser sin færd. Aarmanden eller lendermanden skal da spørge, hvor han vil fare, og om han ikke vil opgi det, kræve kaution av ham (om at han ikke vil herje). Stiller han ikke kaution, skal de hugge ut et 5 alen langt bord paa hver side av kjølen. Griper myndigheterne ikke ind, skal bønderne hugge bordene ut. Gjør de det ikke, og skipet blir et hærskip, skal de bøte 1 mark for hver tofte. »Nu løper de ut«, fortsætter fremstillingen, og lar
- ↑ I en udateret retterbot for Gulathingslagen. N. G. L. III s. 143.
