Falkefangsten og Falkejagtens første Oprindelse taber sig i den graa Oldtid. Men alle Undersøgelser fører os tilbage til Mellem- og Østasiens Stepper og Sletter og særlig til Kina, det gamle Arnested for menneskelig Kultur. I Kina skal Falkejagten have været i Brug allerede omkring Aar 700 f. Kr. Den græske Læge Ktesias hos Perserkongen Artaxerses Mnemon omkr. 400 f. Kr. omtaler et Folk, Pygmæerne, som jagede Harer og Ræve ved Hjælp av Ravne, Glenter og Ørne. Hos Mongolerne og Manschuerne paa Mellemasicns Stepper fandt denne Slags Jagt særlig Udbredelse. Naturforholdene begunstigede den i høi Grad ligesom ogsaa disse Folks Levevis og deres Hestebrug. Fra Mellemasien forplantedes den videre til de omliggende Lande; saaledes ogsaa til Vestasien. Om den bekjendte Dchingis-Khan fortælles, at han drev Falkejagten med lidenskabelig Iver, og han havde en hel Armé af Fuglefængere. Kublai-Khan skal have havt 10 000 Falkefængere med et tilsvarende Antal Falke og ligesaa mange Jægere og Tjenere.
- ↑ Se C. Deichman i Det n. Vidensk. Selsk. Skr. 2det B. 1788 S. 55, – Folkevennen for 1874 S. 195 fl., – P. A. Munch, N. Folke-Kalender for 1850 S. 36. Af disse Afhandlinger er den anførte i Folkevennen den bedste.
