Den bekjendte Reisende Marco Polo skildrer i sin
Reisebeskrivelse Falkejagten 1 Kina.
I Persien var ligeledes Falkejagten meget yndet, og Fyrsterne (Shahen) holdt store Skarer af Falkefængere med hver sin Falk. Falken var forsynet med Hætte og Handsker, som var udsyet med Guld og Ædelstene; paa Benene havde de smaa Bjælder. Det fortælles, at de endog blev afrettet til Jagt paa Mennesker.
Sultan Bajazet den første var en vældig Jæger. Han holdt omkring 7000 Falkonerer og 6000 Hundevogtere, hvilke udgjorde særskilte Regimenter i hans Armé. Efter Seiren ved Nikopolis i 1396 modtog han i Løsepenge for en fransk Prinds en Løsesum, som væsentlig bestod i 19 hvide Jagtfalke.
Araberne i Nordafrika og ventelig ogsaa i andre Lande drev ligeledes Falkejagt. Men endmere mærkeligt er det, at ogsaa de gamle Mexikanere kjendte den. Da Spanierne indtog Mexiko, fandt de i Montezumas Palads et fuldstændigt Falkoneri.
Grækerne og Romerne synes derimod ikke at have kjendt Falkejagten. Den antages først at være blevet bekjendt her, da Romerne traadte i nærmere Berørelse med de barbariske Folkeslag i Keiserdømmets sidste Tid. Under Konstantin den store omtales den af en Forfatter. Nogen Udbredelse i Europa fik den dog først senere under Folkevandringen og især under Korstogene. Keiser Fredrik den anden omtales som en ivrig Jæger med Falk. Han skrev endog en egen Bog om denne Sport: De arte venandi cum avibus. Den roses endnu af Skjønnere som en fortræffelig Haandbog. Sønnen Manfred forsynede den med Bemærkninger[1].
- ↑ Mere herom vil man finde i den nævnte Afhandling i Folkevennen.
