At Falkejagten ogsaa var kjendt i Norden allerede
langt oppe i Middelalderen, ser man i den gamle Sagnhistorie
og af Sagaerne. Saaledes fortælles det i Vølsungasagaen,
hvorledes Randver plukkede Fjærene af sin
Hauk og sendte den i denne Tilstand til Kong Jørmunrek[1].
Brynhild bød for sin Død, at hendes Smykker
og 2 Hauke skulde følge hende paa Baalet[2]. I Rolv
Krakes Saga Kap. 12 fortælles om Adils’s Kjæmper, at de
havde hver en Falk paa Skulderen. Rolv selv havde en
Hauk kaldet Haabrok. Om Gudrød Veidekonge fortælles,
at han blev dræbt paa Jagten af sin egen Søn, just som
han skulde løsne sin Falk fra dens Bytte[3]. Olav Trygvason
plukkede Fjærene af sin Søster Astrids Falk[4]. Haakon
Jarl sendte den danske Konge Harald Blaatand et Aar 50
Falke som Afgift, hvorfor Kongen kaldte Norge for sin
Haukøy[5]. Bekjendt er Fortællingen om den svenske
Konge Olaf Skotkonung og hans Datter Ingerid, hvor
Kongens heldige Jagt med sine Falke omtales[6]. I den
ovenfor nævnte Afhandling af C. Deichman vil man finde
flere lignende Træk fra Nordens ældste Historie, hvor
Falke eller Hauke nævnes. Alle disse Fortællinger viser
os, at Falkejagten var kjendt i Norden i Begyndelsen af
den historiske Tid. Af noget yngre Vidnesbyrd vil jeg
nævne: Konungs skuggsjá (Kongespeilet) S. 43 og 135
i den norske Udgave af 1848. Paa det første Sted tales
der om Grønland, hvor der findes »valr mikill ok margr«.
- ↑ Se P. A. Munch, Gude- og Heltesagn S. 136.
- ↑ Smst. S. 132.
- ↑ P. A. Munch, Det n. F. Hist. I S. 388.
- ↑ Olav Trygvasøns Saga i Heimskringla Kap. 65.
- ↑ Jomsvik. saga Kap. 7. Olav Trygvasøns Saga Kap. 61. Tjodrek Munk Kap. 5.
- ↑ Olav den Helliges Saga i Heimskr. Kap. 90. Se videre Haakon Haakonsøns Saga Kap. 288 og 294.
