skulde betegne en Falk af tredie Rang. Dette er imidlertid meget tvilsomt, da det ikke synes at passe med Sammenhængen i det hele.
I Rigsarkivets Dokumenter vedkommende Falkefangsten findes paa en Fortegnelse over Falkeleierne fra omkring 1700 tilføiet i Margen nogle Forklaringer paa tekniske Udtryk, som Falkefængerne brugte. Her hedder det: Hagers, de beste Weib. Hagers Tertzel, Männichen. Gerch Falck, Weib. Gerch Tertzel, Männichen. Terzel maa saaledes være Hanen, medens Geirfalken er Hønen. Hønen er større og stærkere end Hanen hos Falkene.
Falken (falco) er nærbeslægtet med Hauken, men adskiller sig fra denne ved længere og spidse Vinger, ved Mellemfodens Længde i Forhold til Skinnebenet og ved hurtigere Flugt. Falken har endvidere en liden fremspringende Tand paa Næbbet indenfor dets Spids. Man deler Falkene i 2 Slags: de ædle og uædle, men denne Inddeling har væsentlig Hensyn til Jagten.
Til Ædelfalken hører Jagtfalken (falco gyrfalco), de Gamles Geirfalk. Den lever i Norge, paa Island, Grønland o.s.v. Den er af Farve graa med lysere Flækker. Stjerten er lysegraa med brunagtige Tverbaand. I Høinorden, især paa Island og Grønland, gaar Farven over til rent hvidt. De hvide Falke var altid de mest eftersøgte. Den er 57–60 cm. lang, Hanen lidt mindre. Den holder sig især i utilgjængelige Fjeldtinder, men tyr om Sommeren og Høsten sædvanlig ud til Kysten for at søge Føde. Eiendommeligt for Jagtfalken som for alle andre Arter, som regnes til Edelfalken, er, at den kun slaar sit Bytte i Flugten. Den fanger aldrig noget paa Jorden og lever kun af levende Dyr, aldrig af Aadsler. Det er denne Eiendommelighed ved den, som gjorde, at man afrettede den til Jagt. Af andre Falkarter, som ligeledes regnedes til Edelfalken, kan nævnes: Lærkefalken (f. subbuteo).
