Duefalken (f. peregrinus) og Dvergfalken (f. æsalon). Til de uædle Falke, som ogsaa tager sit Bytte paa Jorden, hører Taarnfalken (f. tinnunculus). Den er ikke blevet afrettet til Jagtbrug.
Overalt paa vore Fjelde finder vi Navne, som minder om Falken og Falkefangst: Sammensætninger af Falk og Val med Bjerg, Top, Tind og lign. er almindelige. Saaledes: Valberg, Valanut, Valfjeld, Falketind, Falkebrot, Falkereset o.s.v. o
At fange, opdrætte og dressere Falk er en Kunst, som har været drevet i Aartusinder, og som særlig blev øvet i enkelte Slægter og overleveret som en hemmelig Kunst fra Fader til Søn. Det var især Flamlænderne, senere ogsaa Hollænderne, som øvede denne Kunst, og der fandtes her Slægter, hvor Kunstens Hemmeligheder var blevet forplantet gjennem en Række Slægtled. Disse Mænd kaldtes Falkonerer eller Falkefængere; en duelig Falkefænger stod i høi Anseelse hos Datidens Fyrster og Stormænd og lønnedes som en høit betroet Statens Embedsmand. Der uddannede sig blandt disse Mænd en egen Teknik med en Mængde tekniske Udtryk, som ikke var lette at forstaa for Uvedkommende. Der udkom ogsaa egne Skrifter, for en stor Del af hemmelig Art, som meddelte Kunstens Hemmeligheder. Saaledes det ovenfor nævnte Skrift af Keiser Fredrik den anden. Falkefængeren havde visse Kunstgreb, som maatte til, og som bevaredes som en Hemmelighed; saaledes at sætte Hætten paa Falkens Hoved og lign.
Den naturligste Maade at fange Falken paa synes at være, at man opsøger dens Rede. Den har sine Reder i høie, utilgjængelige Tinder, og for øvede og raske Fjeldfolk kan det nok lade sig gjøre i mange Tilfælde at komme til Redet og bortføre Ungerne, skjønt dette altid er et farligt og besværligt Arbeide. Men denne Methode at
