fange Falken paa vilde en Falkefænger ikke bruge; thi de Falke, man paa denne Maade opdrættede, duede ikke synderligt. Fuglen maatte først fanges, naar den var fuldt udviklet og havde vænnet sig til at gribe sit Bytte i Flugten.
Falkefængeren maatte derfor indrette sig paa en anden Maade. Her i Landet fangedes Falken dels inde i Landet paa Høifjeldet; her foregik Fangsten sædvanlig Høisommers Tid og lidt udover; dels senere paa Sommeren ude ved Kysten, hvor den søgte hen for at leve af Sjøfugle. Der var særlig enkelte Steder eller Trakter, hvor saadan Fangst dreves; jeg skal senere komme tilbage hertil.
Fangsten foregik paa følgende Vis: Falkefængeren byggede sig en Hytte eller grov en Grav, som han dækkede med Sten og Torv, saa at den ikke skilte sig ud fra Omgivelserne. Her laa da Falkefængeren godt dækket. I Taget var der et Hul, hvorfra han havde fri Udsigt til alle Kanter. I Nærheden af Hytten havde han nedrammet 2 Pæler eller Stænger, i hvis øvre Ender var et Hul, hvorigjennem der løb en Snor paa Trindser. Snorens Ender førtes ind i Hytten. Til Snoren var fæstet en levende Due, som flaksede med Vingerne. Den var Lokkemad for Falken. Til en anden Line var fæstet en levende Falk eller et eftergjort Billede; det var vel for at gjøre Røveren tryggere. Under Duen var hængt et Net, gjennem hvilket Linens ene Ende gik. Som Hjælper havde Falkefængeren en liden Fugl, kaldet Vægteren (Lamius excubitor), som han satte paa Hyttens Tag. Saasnart denne fik Øie paa Falken, satte den i et Skrig. Falkefængeren trak den da ind i Hytten. Falken skjød som et Lyn ned paa Duen, men styrtede i det samme med Duen ned i Nettet, hvor den ikke kunde komme sig løs. Der skulde megen Behændighed til fra Falkefængerens Side,
