naar alt skulde gaa, som det var beregnet, og hverken Duen eller Falken skulde miste Livet. Falken styrter sig med en saa voldsom Fart over sit Bytte, at forfeiler den dette og slaar mod Jorden, slaar den sig ihjel. Saasnart Falken var indfanget, sattes der en Hætte paa dens Hoved, Fødderne surredes sammen, og Fuglen lagdes i et Hylster af grissent Tøi, for at ikke dens Vinger og Fjær skulde beskadiges. Man fangede Falken ogsaa i egne, dertil indrettede Bur eller i Garn og altid med en Due til Lokkemad. De mindre Falkearter og Spurvehøke fangedes ogsaa paa Limpinder.
Fangsttiden hos os var almindelig fra August til ud i Oktober; stundom drev man Fangsten ogsaa om Vaaren og i Mellem- og Sydeuropa under Trækket. Et Udbytte af 6–8 Falke i Fangsttiden ansaaes for godt for en enkelt Falkefænger. Hønerne er som nævnt større end Hanerne og var derfor kostbarere. Prisen for en vild Falk, altsaa ikke dresseret, var almindelig omkring 5 Daler eller 20 Kroner i vore Penge; men da Pengenes Værdi dengang var mange Gange saa stor som nu, svarede Summen i Virkeligheden til en 150 til 200 Kr. De sjeldne hvide Falke var rimeligvis endnu kostbarere. En afrettet Falk var meget dyrere. 2–300 Daler, svarende til et Beløb af henved en 8 à 9000 Kroner, var ikke saa sjelden. Vi kan derfor nok forstaa, at Falkefængeren kunde betale ikke saa ganske liden Sum efter Datidens Værdiforhold for Retten til at fange Falke i Norge. Men vi forstaar ogsaa, hvorledes Falkejagten kun kunde være en Sport for Fyrster og Rigmænd.
I Norge fandtes der ogsaa en hel Del saakaldte Falkeleier, hvor Falkefangst dreves. Nogen samlet Opgave over dem har jeg ikke fundet.
I en Fortegnelse paa et løst Papir i Rigsarkivet fra Begyndelsen af det attende Aarhundrede er leveret en
