danne Steder foruden de nævnte; i de skriftlige Efterretninger om Falkefangsten i Fortiden kan man neppe gjøre sig Haab om at faa mere indgaaende Oplysninger herom, end hvad ovenfor er meddelt.
Om Falkenes Dressering eller Tæmning skal jeg give nogle faa Oplysninger, før jeg gaar videre. At tæmme eller dressere en Falk var et langvarigt og besværligt Arbeide, som krævede megen Udholdenhed og Taalmodighed, da Falken ikke er let at tæmme. Det skede ved Hjælp af Lokkemidler. Først afstumpedes Kløerne, og den fik Læderremme om Benene; men det vigtigste var dog den oftere nævnte Hætte, som sattes om dens Hoved. Den oplærtes til at sidde paa Jægerens Finger, som var dækket af en Handske; den skulde aldrig berøres af den blottede Haand. Ligeledes skulde den oplæres til altid at vende tilbage til Jægeren, naar den var sluppet løs.
Naar Jægerne drog ud med sine Falke, havde disse altid Hætten over Hovedet og var med et Baand fæstet til Jægerens Haand. Naar Jægeren fik Øie paa en Fugl, som der skulde gjøres Jagt paa, kastede han med et behændigt Kast af Haanden Falken løs, og Hætten toges af den. Dens skarpe Øie opdagede straks Byttet, og den skjød pilsnar op i Luften efter det. Men Dyret kjendte sin frygtelige Fiende, og grebet af Dødens Rædsel skjød Fuglen lige i Veiret, for at Fienden ikke skulde komme ovenover den. Falken styrter sig nemlig altid ovenfra ned paa sit Bytte. Nu begyndte en meget spændende og for Tilskuerne interessant Kamp, hvor det gjaldt om, hvem der kunde stige høiest tilveirs og holde sig længst i Høiden. Men Falken var alle Fugle overlegen, og efter kort Tids Forløb maatte den jagede Fugl lade sig falde lynsnar til Jorden. Men Falken var endnu hurtigere og naaede sit Offer, før dette berørte Jorden. Lykkedes det derimod den jagede Fugl at naa Jorden, og den ikke
