slog sig ihjel, idet den berørte denne, var den frelst, dersom den kun holdt sig i Ro paa Jorden. Mindre Fugle som Duer dræbtes ved det voldsomme Stød af Falken. Større Fugle, især Heiren, som man særlig lagde Vind paa at jage, maatte optage Kampen med den og herunder lægge for Dagen al sin Kraft og Snedighed for at undgaa Døden. Da Falken uden Frygt angreb meget større og stærkere Fugle end den selv var, kunde Kampens Udfald ofte være tvilsomt og drage længe ud; men som Regel seirede Falken.
Jægeren maatte være tilhest, da man med den størst mulige Hurtighed maatte jage afsted for at kunne følge Jagten. Kunde man ikke dette, udsatte man sig for at miste baade Falken og Byttet. Falkejagten udviklede derfor i høi Grad Rytterdygtigheden; men den var ogsaa meget anstrengende og ofte farlig. Mange mistede Livet ved at kastes af Hesten. Saaledes omkom Maria af Burgund, Karl den dristiges Datter, idet Hesten styrtede med hende paa en Falkejagt.
Falkejagten kræver, som man forstaar, vide Sletter med langt Udsyn og let Fremkomst. Vi skjønner, at Mellemasiens Stepper ydede de mest gunstige Betingelser for den. Her i vort Land passede den som Regel ikke og vandt derfor heller aldrig nogen synderlig Udbredelse. Det var vel en og anden Adelsmand fra Danmark, som øvede den paa Østlandet nu og da. I vore Nabolande derimod var denne Jagt langt mere yndet og udbredt.
Men Norge havde en anden Betydning for Falkejagten. Sammen med sine Bilande Island og Grønland dannede det det store Forraadskammer i Middelalderen og senere, hvorfra Europas Fyrster og Stormænd fik sin Forsyning af Jagtfalke.
Jeg gaar herved over til at omtale lidt nærmere Falkefangsten i Norge. Det er i det hele overmaade lidet,
