vi faar vide af Sagaerne og andensteds om Falkefangsten i vort Land. Det indskrænker sig helst til at nævne de Falkefængere, som forpagtede Retten til at fange Falke af Kongen og at nævne de Summer, som herfor skulde betales. Som Regel nævnes ikke engang de Steder, hvor Fangsten dreves, eller om de nævnes, er det saa ubestemt, at man er lige klog, hvor det var.
I vore gamle Love omtales Falken og Hauken (valr, geirfalki, haukr, gáshaukr) I Gulatingsloven hedder det i Kap. 75 og 263: Dersom der er Hauk i Marken, da skal den eie den, som har leiet Jorden, med mindre Undtagelse er gjort. Ingen maa tage en Andens Hauk; gjør han det, skal han bringe den tilbage og betale Landnám. Tager han Hauk, som er bunden i Redet, da er han Tyv, om hin havde lyst for Vidner, at han havde bundet Hauken[1].
Her forudsættes saaledes som Regel, at Leilendingen havde Retten til at fange Falk. Den ældre Frostatingslov XI, 25 sætter Bod for den, som dræber en Hauk paa anden Mands Haand[2]. De gamle Nordmænd kjendte altsaa den Skik at bære Falken paa Fingeren.
Den norske Landslov bestemmer (VII, 52): Alle Gaashauke og Valer, som værper i Fjeldene, tilhører Landdrotten. Ved Salg skal han først byde Kongen dem. Kongen kan fange Valer i hver Mands Mark[3].
Allerede Frostatingsloven har en lignende Bestemmelse: Alle Gaashauke, som er taget i Redet og i Gal[4], skal tilhøre Jorddrotten. Tog nogen dem, skulde han bringe dem tilbage og betale Landnám[5].
I Trøndelagen havde man saaledes en anden Retsopfatning i dette Punkt end paa Vestlandet. Da den nye Landslov udkom, optog den Frostatingslovens Bestemmelse og udvidede denne derhen, at Kongen havde Ret til at
