fange Falk overalt og Forkjøbsret til, hvad andre fangede. Man sporer her tydelig Udviklingen af Kongemagten efter udenlandsk Forbillede.
I Forliget mellem Kong Magnus Haakonsøn og Erkebiskop Jon Raude i Bergen 1273 tilstodes der Erkebispen Ret til at kjøbe aves girofalcones, astures et griseos, saaledes som det havde været hans Forgjængeres Vis[1].
I 1277 afsluttedes en ny Overenskomst mellem Kong Magnus og Erkebispen i Tønsberg, kaldet den tønsbergske Forening (sættargerð, compositio). Her gjentages i samme Ordelag Erkebispens Ret til at kjøbe Falke. I den norske Tekst hedder det: at kjøbe Geirfalker, Graavaler og Gaashauke. Heraf sees, at griseos er Oversættelse af Graavaler og astures af. Gaashauke[2].
Det forekommer os underlig, at saadanne tilsyneladende Smaating kan omtales i et saa vigtigt Statsskrift og kirkeretsligt Dokument som det nævnte. Grunden hertil er imidlertid let at se. Det var et kongeligt Regale at kjøbe op Falke i Landet. Erkebispen skulde være Kongen jevnbyrdig i alle Maader. Det er saaledes som Tegn paa sin med Kongen jevnbyrdige Stilling, sin fyrstelige Værdighed, at Erkebispen gjør Fordring paa Ret til at kjøbe Falke. Han brugte dem vel som Gaver til fremmede Fyrster og Prælater.
I den opbevarede Skraa for det gamle Olavsgilde hedder det: Dersom en Mands Hund eller Hauk kommer ind i Gildeskaalen, efterat Bordene er fremsat, da føres de ud og Eieren bøde 3 Penninge[3]. I den gamle islandske Lovbog Jonsbogen findes den samme Bestemmelse[4].
I Diplomatariet findes flere Oplysninger om Falke-
