I et Brev fra 3 Novbr. 1337 takker Biskop Haakon
i Bergen Kong Magnus Eriksøn for hans Godhed mod
ham i Oslo. Han fortæller derefter, at den skotske Svend,
som fulgte ham og havde Kongens Brev til Fehirden i
Bergen at overlevere ham en hvid Tersel, ikke kunde fan
nogen saadan, da der ikke fandtes hverken hvide celler
graa I Skatkammeret. Biskopen raadede derfor til, at
Skotlænderen maatte faa en hvid Formel eller saamange
vraa, som svarede hertil. Formeler maa saaledes have
været af ringere Værdi end Terseler og de graa Formeler
ringere end de hvide. Heraf ser vi, at i Kongens Skatkammer
i Bergen opbevaredes ogsaa Falke, som Kongen
rimeligvis havde modtaget i Afgift af Falkefængere eller
muligens kjøbt. De brugtes væsentlig som Gaver til fremmede
Fyrster og udenlandske Sendemænd[1].
I et andet Brev til Kongen af 3 Novbr. 1340 omtaler Biskopen en Raymund de Lamena, tydeligvis et Sendebud fra en udenlandsk Fyrste, som nu var i Bergen. Han skulde have nogle Geirfalke fra Kongens Skatkammer i Bergen, men havde ikke kunnet faa flere end 2–3, da der ikke fandtes flere[2].
Den 12 Sept. 1347 tilskriver Pave Cølestin VI Kong Magnus Eriksen og takker ham for de tilsendte »falcones albos et alia regia munera«[3]. Selv Paven, Kristi Statholder, fik Falke fra Norge.
Omtrent fra samme Tid er en Ansøgning fra Kong Magnus Eriksøn til Paven om Tilladelse til at sende Sultanen nogle Falke tilsalgs. Han undskylder sig med, at han er haardt tynget af Gjæld, og at det er for at lette denne Byrde, at han søger om Tilladelsen. Et karakteristisk Tidsbillede! Kongen beder Paven om Tilladelse til at sælge Landets Produkter for at dække lidt af sin Gjæld! Ynkeligheden og Fattigdommen kan ikke belyses bedre
