end ved dette lille Træk. Paven tillod ham i et Tidsrum af 5 Aar at sælge Falke til Sultanen af Babylon[1].
Om den ovenfor nævnte Raimund de Lamena findes et senere Brev af 22 Marts 1341 fra Biskop Haakon til Korsbroder Arne Vade. Her fortæller Biskopen, at Raimund endnu var i Bergen. Han havde faaet Løfte – formodentlig af Kongen – paa 30 Geirfalke, men havde kun faaet 2 Høner (hæina), da der ikke var flere i Skatkammeret. Han skulde betale Kongen med forskjellige Apotekervarer[2]. Heraf sees, at Kongen drev en formelig Handel med Falke. Raimund er antagelig en Agent for en eller flere udenlandske Fyrster. Det var en Tuskhandel, hvor uden Tvivl den slue Udlænding har vidst at tage den troskyldige Konge ved Næsen. Apotekervarer var i Datiden den rene Humbug, eller deres virkelige Værdi var i hvert Fald en Brøkdel af deres Kostende.
Endelig har vi ogsaa et Brev af 1529 fra Esge Bilde paa Bergenhus til Kong Fredrik den første, hvori han meddeler Kongen, at der havde været en Falkoner hos ham med et Brev fra Kongen angaaende alle de Falkeleier, som laa under Bergenhus. Men han kunde ikke finde, at han havde betalt nogen Afgift. Tidligere havde Falkefængerne pleiet at betale Kongen omkr. 200 Gylden aarlig for disse Falkeleier. Han beder derfor Kongen underrette ham om, om han havde sluttet nogen Overenskomst med Falkefængeren, eller om denne havde betalt Afgiften[3].
I Norske Regnskaber og Jordebøger findes nogle Oplysninger om Afgiften af Falkeleierne. I 1518 hedder det saaledes: Nils udi Karmsund betalt XX Rhinske Gylden paa Kornelius Falkeners Vegne, som denne var
