Falkeleierne maatte lægges øde. Alle, som overtraadte Forbudet, skulde straffes[1].
Den 25 Juli s. A. fik Johan Jellufsen Falkener Kongens Brev paa Borgerskab m. v. i Bergen. Han skulde være fri Tiende og anden Tynge[2]. Han nævnes oftere i den følgende Tid. Af et lidt ældre Brev sees, at han var en Hollænder og havde bygget et Skib til Kongens Tjeneste[3].
Den IS April 1561 fik Laurits Falkener Kongens Brev paa at maatte nyde og bruge alle Kronens Falkeleier nordenfjelds mod at betale Afgift som sædvanlig og Told af de Falke, som udførtes. Han skulde være forpligtet til at sælge Kongen hver tredie Geirfalk for 6 Daler og andre Falke til sædvanlig Pris. Unge Falke maatte ikke tages fra Redet.
En anden Falkefænger, som paa denne Tid maa være kommet op til Norge fra Holland, var Adrian Rotgarsen Falkener, som senere blev Borgermester i Trondhjem[4]. Han nævnes oftere i Rigsregistranterne i den følgende Tid.
Øverland mener[5], at det var i 1560, at Kongen tilegnede sig Retten til at bortleie Falkefangsten. Dette er ikke rigtig. I vore ældste Love er Falkefangsten som enhver anden Brug af Høifjeldet (Almenningen) noget, som tilkommer Bønderne. Gulatingsloven saavel som Frostatingsloven nævner ikke Kongen, hvor de taler om Falkefangst. Men Landsloven (Landsleiebolken Kap. 52) siger, at Kongen har Korkjøbsret til alle Falke, som sælges, og ligesaa til at fange dem overalt[6]. Denne Ret tilkom Kongen som Eier af Almenningen, men blev senere betragtet som et Regale.
Den 19 Mai 1579 udstedte Kongen et aabent Brev
