I 1606 fik nogle engelske Falkefængere Tilladelse til
at fange Falke paa Island[1]. Hertug Johan Georg af Sachsen
fik s. A. Tilladelse for sin Tjener Mikal Zeiger at kjøbe
Falke i Norge, dog uden Forhindring for andre, som havde
faaet samme Ret[2]. Hans Glasmester fik Kongens Stadfæstelse
paa Statholder Jørgen Friis’s Tilladelse til at kjøbe
Falke i Akershus. Han skulde ogsaa have Ret til selv
at fange og til at kjøbe Falkeunger og Reder af Bønderne[3].
I 1608 fik Hertug Henrik af Brunsvik Kongens Brev for sin Valkefænger Joakim Sommer at fange og kjøbe Falke paa Island[4]. Aaret efter fik Grev Morits af Nassau samme Tilladelse for sin Falkefænger Antonius Henriksen i 3 Aar[5]. I 1611 fik den samme Mand Tilladelse for sine Fuglefængere Walter og Johan Bruggen at fange Falke i Lister og Mandal[6], og i 1614 fik han Brev for de samme Mænd til at fange Falke i Bratsbergs Amt og Telemarken[7]. Samme Aar fik Grev Morits’s Falkefænger Johan von Elendt Tilladelse til at fange Falke i Tromsø og Finmarken i 1 Aar[8]. I 1615 fik de samme Mænd ny Bevilling til at drive Falkefangst i Lister, Stavanger, Agdesiden, Bratsberg og Telemarken, tilfjelds og ved Sjøsiden[9].
Det er mærkeligt, at Grev Moritz af Oranien san ofte skulde søge Bevilling paa Falkefangst i Norge; man kunde fristes til at tro, at han drev Forretning med Falke. Maaske har han dog blot optraadt til Fordel for de to Falkefængere. Disse omtales senere under Navn af Peter og Johan Verbrugen. I 1619 fik Peter Werbrugen Bevilling paa Falkefangst i Nordlandene, Vardøhus Len og
