andensteds i Norge, hvor Falkefængerne ikke havde slaaet sig ned[1].
I 1619 tilskrev Kongen, Kristian den fjerde, Fredrik Friis og meldte, at Kong Jakob af Skotland havde klaget til ham over, at Islændingerne ødelagde Falkeæggene og tog Falkeungerne, og man saaledes kunde frygte for, at Falkene skulde blive udryddet paa Øen. Han skulde nærmere undersøge Sagen og indsende sin Erklæring[2].
Pieter von Brygen fik i 1623 Bevilling paa Falkc- fangst i Nordland og Lapland (?) i 6 Aar[3]. Johan og hans Søn Villum Werbrugen fik samme Aar Bevilling paa Falkefangsten i Stavanger, Bratsberg, Telemarken, Agdesiden og Bergenhus Len for 10 Aar[4]. Peiter von Bryggen fik i 1624 Bevilling paa Falkefangst i Trondhjem, Salten og Vardøhus Len i 6 Aar[5] Samme Aar omtales Kongen af Englands Falkefænger Martinus Neall, som fik Bevilling paa at fange Falke og Hauke paa Island[6]. I 1626 kaldes han Martinus Nealis. I dette Aar nævnes Adrian Nairodt som Prindsen af Oraniens Falkefænger[7]. I 1630 fik Johan von Elendt med sin Tjener Bevilling til at drive Falkefangst i Tromsø og Finmarken[8]. I 1631 nevnes Villum Lakey, som fik Tilladelse til at drive Fangst paa Island[9]. Prinds Kristians Falkener Antonius Meyesar fik s. A. Bevilling paa at kjøbe og fange Falke i Bergenhus, Stavanger og Agdesiden Len mod sædvanlig Afgift[10].
I 1634 gaves Hollænderen Vilhelm Adams Tilladelse til at drive Falkefangst i Nordlandene, da Johan Elendt nu var død[11], og i 1635 fik den samme Mand og hans Hustru i Helsingør for sin Livstid Ret til at fange Hauk og Falk overalt i Norge, hvor Johan Verbruggen m. fl.
