tidligere havde fanget, naar disse Mænds Tid var ude[1]. I 1636 fik Jens Boldmester Bevilling paa Falkefangsten i Skaane, Halland og Blekinge samt paa Island[2].
I 1637 har Prindsen af Oranien en Falkefænger Henrik de Gier, som sammen med Johan og Villum Verbruggen fik Bevilling paa Falkefangsten i 7 Aar i Oslo, Stavanger, Bergens og Trondhjems Stifter[3]. Henrik de Gier mistede kort efter sin Bevilling, da han beskyldtes for falske Opgaver[4]; men han fik den igjen; men nu blev Johan Verbruggen beskyldt for Løgn og Falskhed[5]. Der opstod en bitter Kamp mellem de to Mænd, hvoraf en vekselvis var Seierherre og erklærede Modparten for en Løgner[6]. Man faar herigjennem et Indblik i Forholdene; Falkefængerne søgte at mele sin Kage, saa godt de formaaede, og det var ikke altid saa godt at kontrollere dem. Henrik de Gier, som var Dronningen af Bøhmens Falkener, maatte tilsidst fortrække til Vardøhus Len[7].
I 1643 søgte Villum (Vilhelm) Verbrugen om Fornyelse af Bevillingen, som han og Faderen fik i 1687; han tilbød foruden den sædvanlige Afgift en »billig Villighed«. Dette blev ham tilstaaet. Han havde endvidere klaget over, at man havde øvet Vold mod ham, frataget ham hans Falke og jaget hans Folk bort fra deres Hytter. Kongen bød Lensherren Ove Bjelke at hjælpe ham til hans Ret[8].
I 1648 fik Ove Bjelke Skrivelse fra Kongen om en Falkefænger Hübert Ombs, som Tronfølgeren Prinds Fredrik havde sendt op til Norge for at fange Falke til ham. Prindsen havde forbeholdt sig nogle Steder, hvor han vilde drive Fangst, nemlig: Breve, Salsgaard og Haranger i Lister Len. Han skulde understøtte ham uanseet den Bevilling, som var givet Villum Verbrugen[9].
