Tab. Man ser heraf, ligesom ogsaa af hvad ovenfor er meddelt, at Regjeringen ikke holdt sig strengt til det meddelte Privilegium. Det hændte ofte, at den meddelte enkelte Falkefængere en indskrænket Ret. Man vilde naturligvis søge at bringe mest muligt ud af Forpagtningen. Det kunde ogsaa synes at være Rum nok for dem alle og langt flere; men naturligvis gav det Anledning til Kiv og Strid. Kongen resolverede i 1717 i Anledning af den anførte Klage: Eftersom Friheden for de Preussiske Falkonerer kun lyder paa eet Aar og vi ei heller vil, at samme skal videre sig estendere, saa bevilger vi, at Forpagteren før det første Aar maa godtgjøres 50 Rgd. etc.
I 1718 bortforpagtedes Falkefangsten paany for 6 Aar, og Afgiften steg nu til 600 Rgd. aarlig. I 1725 forpagtede Statholder Vibe Falkefangsten for en Afgift af 685 Rgd. I 1728 fik Henrik Verhagen Forpagtningen for en Afgift af 720 Rgd.
Det sees, at der i Kjøbenhavn blev afholdt offentlig Licitation over Retten til at drive Falkefangst i Norge, og at Kammerkollegiet gjennem den danske Gesandt i Wien søgte at knytte Forbindelse med Keiserens Øverste Falkemester Grev St. Julian. Falkemesterne i Wien klagede over, at de nordiske Falke stod i en overdreven høi Pris.
Falkenes Transport og Underhold maa have kostet ikke saa lidet. Saaledes sees Fogden i Ryfylke i 1712 at have udbetalt til Kongens Falkener 160 Rød. til Falkenes Underhold. Disses Antal var 57. I 1730 sluttede Kammerkollegiet Kontrakt paa 6 Aar med Kommerceraad Keyser, hvorefter denne skulde have 450 Rgd. aarlig for al føre de islandske Falke til Kjøbenhavn, heri indbefattet Fragt m. v. for 1 Falkoner og 2 Knegte, som skulde afhente Falkene, og for slagtet og levende Kvæg til Falkekenes Underhold m. m. Kongen synes efter dette at have benyttet sig af sin Ret til at kjøbe Falkene og har vel
