kjøbt de bedste. Rimeligvis har man paa Falkonergaarden i Kjøbenhavn drevet Salg af Falke til Udlandet.
I 1731 fik Henrik Verhagen, som da benævnes Kongens Falkoner, Forpagtningen i 6 Aar for 720 Rgd., mod at ingen fremmede Falkefængere maatte passere gjennem Norge. Der mødte ingen ved Licitationen uden Henr. Verhagen. Det viste sig Tegn til, at Falkejagten begyndte at gaa tilbage. Skudvaabnene blev mere og mere fuldkomne og fandt mere og mere Indgang.
I 1736–1739 havde Henr. Verhagen fremdeles Forpagtningen; men Afgiften var nu 600 Rgd. I 1758–1763 havde den samme Mand endnu Forpagtningen; men Afgiften var nu sunket ned til 180 Rgd. Der er ikke længer nogen udenlandsk Falkefænger, som melder sig. I 1770 har en Udlænding Gotfred Romben og »Medinteressenter« faaet Forpagtningen i 3 Aar for en aarlig Afgift af 100 Rgd. I 1773 blev intet Bud gjort. I 1781 fik Falkonermester Verhaven (?) Tilladelse til uden Afgift at fange Falke. Han opgav Indtægten heraf til 37 Rgd. I de følgende Aar betalte han en mindre Afgift; men da han døde i eller omkr. 1784, var der ingen, som vilde betale noget for Forpagtningen.
Fra samme Tid findes en Erklæring fra Over-Falkoneren S. B. de Calmette til Rentekammeret, hvori han udtaler, at ingen anden end Falkonermesteren kan paatage sig Forpagtningen. De norske Falke var ikke tjenlige til Jagtbrug, fortæller han, dels for deres kortere Varighed, og dels fordi deres Brug forudsatte mange Redskaber, som man ikke havde. Dette er noget, som man aldrig tidligere havde hørt noget om; tvertimod var de norske og islandske Falke de mest eftertragtede. Men Jagten havde nu skiftet Karakter, og Brugen af Falk var indskrænket til enkelte Arter af Jagt.
Fra samme Aar (1785) haves ogsaa en Erklæring fra
