Falkonermesteren Fredr. Pettersen, som indeholder enkelte Oplysninger af Interesse. Han regner op de Fyrster, som i Tiden omkring 1750 pleiede at kjøbe Jagtfalke, og det Antal, de kjøbte:
Keiseren aarlig 20–24 Falke.
Kongen i Frankrig 8–10.
Kurfyrsten i Bayern 8–10.
Do. i Køln 8–10.
Do. i Polen og Sachsen 8–10.
Markgreven af Brandenburg 16–20.
Do. af Bareidt 6–8.
Greven af Hessen Kassel 4–6 o.s.v.
Ialt 86–114 Falke.
Liebhaberne i det tydske Rige, siger han, aftog imidlertid, og Afsætningen blev bestandig mindre. Falkonererne bortdøde, og ingen indtog deres Plads. Man hjalp sig med Sletfalke, som man selv fangede, og de islandske Falke, som Kongen forærede dem; »thi Geerstück er dem for bekostelig baade at anskaffe og underholde, da de ei kunde bruges længere end 1–2 Aar til nogen Tjeneste, og for 10–12 norske Falke, som i nogle Aar er forlangt af Keiseren, kan ingen uden Tab forpagte den norske Falkefangst«. Falkefangsten i Norge ophørte saaledes mod Slutningen af det 18de Aarhundrede.
Falkefangsten har neppe nogensinde spillet nogen synderlig Rolle i økonomisk Henseende for vort Folk. Men der er en anden Side ved den, som har havt større Betydning. Den bragte vort Folk i nær Berørelse med Udlandet og dets Kultur, og mange Egne i Landet, som f. Ex. Lister, har uden Tvivl modtaget adskillig Paavirkning af Falkefængerne.
I alle Tilfælde er Falkefangsten og Falkejagten et meget interessant og vigtigt Kapitel i Kulturhistorien, som fortjener at kjendes.
