Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte rekke, femte bind (1924).djvu/180

Denne siden er ikke korrekturlest
174
O. OLAFSEN

gaar ud fra, som det sees, at man fremdeles benyttede Haandsager, men han leverer intet Bevis for denne sin Paastand, og det maatte vi dog her vente ligeoverfor saa klare Vidnesbyrd, som dem, jeg ovenfor har pegt paa. Jeg kan ikke finde, at der tidligere i det nævnte Verk af Forfatteren eller andre er nævnt noget om Brugen af Sag i Middelalderen.

Professor Yngv. Nielsen leverer i det andet Halvbind (Bind IV, 2) S. 171 et gammelt Træsnit, der er meget interessant. Det er naturligvis yngre end Middelalderen, men det kan dog tænkes, at den Sag, som her afbildes, er den samme, som brugtes i Middelalderen. Om dette skulde være Tilfældet, hvad jog hverken vil paastaa eller benegte, saa vilde det dog være uden nogen virkelig Betydning for det Spørgsmaal, vi her afhandler. Hvis ikke Billedet ret og slet er et Fantasibillede, men en virkelig naturtro Gjengivelse af Forholdet, saa man dog enhver, som ser dette Billede, skjønne, at et saadant Sagblad er ganske ubrugbart praktisk talt. Om man muligens med stor Møie og Anstrengelse kunde kløve et Træstykke med denne Sag, vilde dog ingen falde paa at benytte sig af den i et praktisk Øiemed, undtagen i ganske særegne Tilfælde, hvor der kun var Tale om et mindre Stykke Træ. Hvor der er Tale om Tømmer, Bord og Planker og deres Tilvirkning, var et saadant Redskab praktisk talt ubrugbart.

Jeg vil føie til, at jeg har seet Sagblade af langt fuldkomnere Art end det ovenfor omtalte. I Finneloftets Museum befinder sig et Sagblad, som sandsynligvis skriver sig fra det 17de eller 18de Aarh. og er efter Forholdene et ganske godt Arbeide. Det synes nærmest, at Sagen maa have været brugt som Langvedsag, da den er meget lang, og Tinderne er hvæsset for Langved. I ethvert Fald kan Sagen have været brugt til Langved, og jeg vil