det, som i lang Tid i vort Land anvendtes og muligens endnu paa sine Steder anvendes til Skur af Planker og Bord m. m. Sagbladet har en egen Form og ligesaa Tænderne, hvorved det skiller sig fra alle andre Sagblade. Det er et saa godt Redskab, at det praktisk talt var det bedste, som kjendtes her i Landet, da det toges i Brug, især til visse bestemte Øiemed, hvorom mere nedenfor. Alle de tidligere til Langved anvendte Sagblad var praktisk talt værdiløse, naar det gjaldt Skogbrug og Trælast; »Haandsagen« var den første for Haand drevne Sag, som løste Opgaven.
Her vil jeg, førend jeg gaar videre, bemerke, at heller ikke Tvervedsag, d. e. Sag til at kappe af Tømmerstokker og andet med, var i Brug i Middelalderen, skjønt Principet var kjendt, og Grunden hertil er den samme som den nævnte, at man ikke med Datidens Hjælpemidler magtede at fremstille et brugbart og hensigtsmæssig Sagblad. Og dog er det meget lettere at fremstille en saadan Sag, som skjærer Tverved, end et Sagblad, som skjærer Langved, især naar der er Tale om Skur af Tømmer. Grundene hertil er flere, og jeg behøver ikke at gaa nærmere ind herpaa; det hører Tekniken til. Derfor brugte man i ældre Tid Øksen til at kappe Tømmeret af med, og det gaar nok saa let og hurtig, naar man ikke behøver at tænke paa, hvad man hugger bort, og det behøvede man ikke i ældre Tid. Derfor vedblev man at bruge Øksen i mange Bygder til langt ned i forrige Aarhundrede; jeg kan som Barn mindes fra min Hjembygd, at Øksen der var temmelig almindelig anvendt, og at det kun var enkelte, som havde taget Sagen i Brug.
Om Tiden for Vandsagens Optræden i vort Land synes alle Forfattere i det væsentlige at være enige. Den sættes til Tiden omkring 1530. Selv Lærer Næss, som tager Afstand fra, hvad jeg tidligere har hævdet, er dog
