ret, og den konkurrerte ganske ud Vandsagens Skur. Kjøbmændene, som udførte Trælast, vilde kun have Planker og Bord, som var haandsagskaaret, og det samme var Tilfældet med Skibsbyggerne.
Paa Grund heraf fik Haandsagen en meget stor økonomisk Betydning for Vestlandets og Nord-Norges Skogdistrikter. Det maa her bemerkes, at der paa denne Tid var Overflod af billig og udmerket Arbeidskraft i vort Land. Aldrig har vel Tiderne været mørkere og tungere for den norske Arbeidsstand end Tiden udover i Begyndelsen af det forrige Aarhundrede til Aarhundredets Midte. Det blev Arbeide at faa for Tusinder af ledige Arme, og Velstand spredtes langsomt, men sikkert, i en Mængde Hjem.
Men det var ikke blot de her nævnte Fordele, som gjorde Haandsagen til et almindelig brugt Redskab i vort Land, især i visse Dele af det. Det var ogsaa noget andet end den. Der skulde ikke saa kostbare Redskaber eller Forberedelser til. Sagbladet selv kostede forholdsvis en mindre Sum; hver Mand kunde anskaffe sig det, og Forberedelserne var meget faa og simple. Der byggedes af en 4–6 Stokker et mindre Stillads, hvor Stokken, som skulde skjæres, laa. Ved hvert Hus eller paa hver Gaard reistes der et saadant, som stod færdig, og nede ved Sjøen saa man dem ofte i Rækker. Men om man ønskede det, kunde man reise en saadan »Sag«, som man kaldte det, ude i Skogen, eller hvor det var mest beleilig, og dette blev stadig gjort.
Det er nu Spørgsmaalet om, naar Haandsagen – Navnet taget i den Betydning, som ovenfor er angivet – er kommet til Norge. Dette Spørgsmaal er i Virkeligheden det samme som: Naar naaede man i teknisk Dygtighed med Hensyn til Bearbeidelsen af Jern og Staal saa langt, at man magtede at fremstille fabrikmæssig et
