Ved at betale de nævnte engeslaatteafgifter fik bønderne
konstateret sine særrettigheder, og man vil ofte i
retssager fra det 17. aarhundrede finde, at gaardbrugerne
har paaberaabt sig disse afgifters betaling som bevis for
saadanne særrettigheders eksistens[1]. Som særrettigheder
i almenning betragtes her retten til at bruge slaatter,
sætre og dyregrave i almenning, da disse medfører en
særlig raadighed over grunden, der udelukker andres brug.
Retten til at have kreaturer gaaende i almenning og retten
til at benytte almenningsskogen til husbehov betragter jeg
derimod som en almindelig almenningsret, fordi disse
rettigheder som oftest udøves i fællesskab med andre dertil
berettigede[2]. Det er dog i og for sig ikke noget
iveien for, at en enkelt person kan have sine kreaturer
gaaende i en almenning, uden at andres kreaturer gaar
sammen med hans. Dette vil dog være en ren undtagelse,
da fællesbeitning er regelen. Oprindelig skede hugst i
almenningsskog i fællesskab uden udvisning, og hugstrettighederne
maatte derfor regulært være almindelige rettigheder.
Særrettigheder til brug af fiskevand i almenning[3] kunde
bønderne ogsaa erhverve i kraft af enebrug i forbindelse
med fogdens bevillingssedler og betaling af fiskevandsafgift
(smlgn, 5–11–1). Saavidt vides, er saadanne fiskevandsafgifter
i Østerdalen alene betalt af nogen enkelte fiskevande
i Rendalen og Tolgen. De var derimod ukjendt i
Lille-Elvedalen, Tønset og Kvikne. I Rendalen er saavel
Fæmund som Isteren og Kola-elven særskilt skyldlagt.
Det samme er tilfældet med Tufsing-elven, der ligger i
- ↑ I en dom af 15. oktober 1920 har høiesteret anerkjendt særrettigheder til fiskevandet Hirsjøen i Ringebu under henvisning til betalingen af afgift til statskassen.
- ↑ Merk her forskjellen paa fælles brugsrettigheder og særskilte rettigheder i almenning ifølge skoglovens § 59.
- ↑ Disse rettigheder kaldes ikke nu almenningsrettigheder.
