og i setningsbygningen i de sær-norske deler av loven. Men
disse delene stammet jo fra de norske kommissioner; fortalen
er utvilsomt forfattet av en danske.
Til aa fremkalle en slags avstand virker ogsaa den trang til passive konstruksjoner, som utmerker Kristian 5.8 fortale. Det skyldes vel tildels latinens paavirkning, men det kan maaskje ogsaa ligge en slags fornem fjernhet i passive konstruksjoner: »Og er særdelis udelat« skriver Kristian 5.; »Samme bog haffuer wi aldelis vdelat« hos Kristian 4. lyder mere hjemmebakt, det røber at kongen selv har nedlatt sig til gement bokarbeide. – Forøvrig er maaskje det juridiske sprog, i sin streben efter aa faa alle tenkelige tilfeller med, noget tilbøielig til passive uttrykk, og om at Kristian 5.8 koncipister stod over Kristian 4.s oversettere i egenskap av jurister, har ingen yttret tvil.
Forskjellen i kongemaktens stilling kommer frem i en saadan ting, som at Kristian 4, forteller hvordan han forela sin lovbok for en stenderforsamling i Bergen, før den blev endelig avsluttet, mens Kristian 5. bare har aa fortelle om komité-arbeide; i sin beretning om forgjengerens lovarbeide nevner han heller ikke noget om forsamlingen i Bergen. Kristian 4. ender ogsaa meget tiltalende med en vending som vistnok er farvet av det geistlige sprog: »Wi wille oc efter voris høje øffrigheds kald, oc ved den mact oss aff Gud almectigste giffuen er, selff holde offuer forschreffne low, oc vore kiere troe vndersaatter vdi vort rige Norge der efter regiere – – –.« Noget liknende forekommer ikke hos Kristian 5. Det hadde smakt av haandfestning.
Fr. Scheel.
Helt fra slutten av det 16. årh. av og til langt ut i det 18. er de vestfrisiske byene – og fremfor alle Hinloopen – de utenlandske byer som underholder den livligste forbindelsen på Norge, navnlig på østlandet og sørlandet. Mer end ⅘ av de hollændere som for på Drammen, var fra
