de ytre Almenninger omtales. Hertil kan regnes Tilføielsen i et gammelt Lovhaandskrift[1], hvor et Fiskevær i Nordland (Slodavær) udtrykkelig benævnes Almenning. Beviset for, at Fiskeværene er Levninger af de kongelige Almenninger, som benævntes de ytre Almenninger, vil man imidlertid finde i en Mængde Steder nedenfor, hvor Landvorden nærmere omhandles, og hvortil derfor henvises.
Her skal endnu anføres, hvad der udtales i den ovenfor nævnte Indstilling fra Væreierkommissionen S. 6:
»Saa langt tilbage som vor Kundskab gaar, har der været drevet Torskefiskerier ved vore Kyster. Almuen har uhindret søgt ud til de Pladser ved Kysten, hvor det var bekvemt at have Tilhold under Fisket. Rimeligvis har ikke disse Steder haft faste Indbyggere Aaret rundt, og de har derfor heller ikke været Gjenstand for Eiendomsret. I Lighed med de store Skogstrækninger inde i Landet, som ikke var taget i Besiddelse af nogen enkelt, har de været betragtet: som et Slags Almenning. Man ser ogsaa at Benævnelsen Almenning saa langt ned i Tiden som i det 15de Aarhundrede udtrykkelig er brugt om enkelte Fiskevær i Nordland saasom Gjesvær, Myken, Valvær i Rødø, Skjervær i Melø og Risvær i Lurø (der henvises saa til ovenanførte Lovhaandskrift). Paa Grund heraf har Fiskeværene oprindelig været anseet for at tilhøre Kongen og er først senere og efterhaanden gaaet over i privat Eie. Af de Fiskevær som i det følgende oftere vil blive omhandlet, blev Froøerne (Halten) i Fosen afhændede af Kongen i Slutningen af det 17de Aarhundrede, og de ældste Fiskevær i Nordmør: Grip, Bratvær, Veiholmen og Odden i 1728 og 1729.«
Med Hensyn til Salg at Fiskevær henvises til, hvad nedenfor vil blive anført.
- ↑ Se N.g. L. IV, 713.
