og lidt efter lidt, idet det som regel kun var de nytilkomne (nybyggede eller fra udlandet indkjøbte) skibe som fik nyt maal, vedblev endnu i mange aar efter 1819 flerheden av de norske handelsskibe at beholde det ældre maal. Forholdet bliver da det, at de foreliggende opgaver over skibsflaadens størrelse, hvilke grunder sig paa skibsmaalingerne, er for lave. Ved enhver sammenligning mellem den norske skibsflaades størrelse til forskjellige tidspunkter, forsaavidt i det mindste et av sammenligningsleddene falder efter 1818, eller mellem størrelsen av den norske flaade og andre landes flaader eller mellem de forhold hvori norske skibe og udenlandske skibe deltog i skibsfarten fra og til Norge o.s.v., giver disse opgaver et urigtigt billede. For at finde den norske skibsflaades rigtige størrelse maa man forhøie opgaverne fra før 1819 med 20 pct. og opgaverne for de følgende aar med et mindre for hvert aar synkende procenttal. For at bestemme disse, procenttal har jeg for aarene efter 1818 paa grundlag av de for hvert aar foreliggende opgaver over skibsflaadens størrelse og over avgaaede og tilkomne skibe[1] søgt at udfinde, hvor stor del av flaaden for hvert aar efter 1818 er nytilkomne skibe og altsaa maalt efter de nye regler, som angiver skibenes virkelige størrelse. De foreliggende opgaver er ikke helt nøiagtige, idet der, som ogsaa Schweigaard gjør opmærksom paa, ikke er fuld overensstemmelse mellem opgaverne over skibsflaadens størrelse for hvert aar paa den ene side og over avgang og tilgang for hvert aar paa den anden side. For de aar da skibsflaaden er opgivet at være større end det efter avgangen og tilgangen skulde ventes, har jeg regnet et tilsvarende tillæg i opgaven over tilkomne skibe, for de aar da det modsatte er tilfældet, har jeg regnet med at avgangen er opgivet
- ↑ Schweigaards Statistik s. 180–84.
