i disse forhold. I § 14 bestemtes, at som privilegeret skulde kun regnes de lande hvor norske fartøier og varer i dem med hensyn til avgifter blev behandlet lige med landets evne, og for uprivilegerede lande skulde tillægget i tolden – og ligeledes i skibsavgifter – ikke som hidtil for tolden være 50 pct., men for told og skibsavgifter indtil 50 pct., hvorved der blev anledning til en gradering i forhold til de begunstigelser som norske skibe og varer nød i vedkommende land. Dette tillæg av indtil 50 pct. skulde fremtidig ogsaa betales for korn, indført til det nordenfjeldske, og for udført trælast.
Der var imidlertid vanskeligheder av forskjellig art ved at træffe en bedre ordning av forholdet til de privilegerede og uprivilegerede nationer. Der raadede hus de norske myndigheder, som jo endnu var nye i sin stilling, en efter vor tids begreber forbausende mangel paa kjendskab til de regler hvorefter norske skibe og varer i dem blev behandlet i andre lande. Saaledes heder det i finansdepartementets foredrag av 16. 4. 1819[1], som indeholder en forklaring av grundene til fremkomsten av prov. anordn. av 7. 12. 1818, at for at fastsætte en bestemt regel her maa man have nøiagtig underretning om hvorledes Norge i den henseende behandles i de fremmede stater, og fuldt paalidelige og nøiagtige opgaver i den henseende har man ikke fra nogen fremmed stat, ikke engang angaaende Danmark. Departementet mener derfor, at indtil man kan faa paalidelige efterretninger fra de fremmede lande, bør de hidtil privilegerede behandles som privilegerede og de hidtil uprivilegerede bør betale 50 pct. tillæg. Som
- ↑ Referatprotokol 20 nr. 200. Jvnfr. en ytring i et foredrag fra samme departement av 3. 6. 1825, hvor departementet erklærer sig »ubekjendt med, hvorvidt skibsavgifterne er høiere i det ene eller i det andet av rigerne [Norge og Sverige]« (ref.-prot 37 nr. 327).
