Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte rekke, femte bind (1924).djvu/378

Denne siden er ikke korrekturlest
372
OSKAR KRISTIANSEN

den almindelig told (§ 6) og av disse fremmede skibe betales det tredobbelte av de rigtignok meget lave lastepenge som betaltes av indenlandske skibe (12 sk. species sølv mod 4 sk. for hver svensk læst) (§ 7). Disse bestemmelser var man i Sverige ikke villig til at ophæve. Derimod blev det i 1815 bestemt – for Norges vedkommende ved prov. anordn, av 14. 6, bekræftet ved lov av 25 10, – at svenske skibe i Norge og norske skibe i Sverige skulde behandles som indenlandske, naar de bragte norske eller svenske varer fra det ene land til det andet. Som følge av denne bestemmelse fik svenske skibe, naar de bragte norske eller svenske varer fra det ene land til det andet, ogsaa den samme begunstigelse med hensyn til nedsættelse av læstetallet med 16, som blev tilstaaet norske skibe ifølge det hemmelige reskript av 6. 4. 1672, »dog uden at nogen forklaring herom bør ske i maalebrevene«[1]. Men i Norge vedblev man ogsaa efter mellemrigsloven av 1815 at behandle svenske skibe som indenlandske, skjønt norske skibe altsaa ikke fik samme rettigheder i Sverige. Dog gjorde man i Norge i denne henseende een undtagelse, idet det i prov. anordn. av 1815 blev forbudt svenske skibe at drive indenrigsk fragtfart i Norge, fordi et saadant forbud bestod for norske skibe i Sverige. Ved prov. anordn. av 7. 12. 1818 blev dette forbud udvidet til at gjælde alle udenlandske skibe, idet man fandt, at det ikke gik an at give andre landes skibe en ret som ikke var indrømmet Sverige[2].

Efter mellemrigsloven av 1815 var altsaa forholdet det, at det nu som for var forbudt norske skibe at føre fremmede landes produkter til Sverige, og naar de førte svenske varer fra Sverige til andre lande end Norge, maatte de betale samme høie avgifter som andre udenlandske skibe. Fra norsk side blev der stadig arbeidet paa at opnaa lige

  1. Regjeringens resol. av 21. 7. 1815.
  2. Finansdept. ref.-prot. 20 nr. 200.