nomisk interesse i det første land end i det sidste. Der havde ikke behøvedes nogen traktat for ordningen av handelen og skibsfarten mellem Norge og Danmark; sagen havde for Norges vedkommende kunnet ordnes ved en kongelig resolution, saaledes som det var gjort overfor saa mange andre stater. Men en saadan ordning har sandsynligvis ikke tiltalt Karl Johan; thi derved vilde Danmark ved sin handel og skibsfart komme i et friere forhold til Norge end til Sverige. Skulde der først træffes en overenskomst med den mistænkte nabo, ønskede vistnok kongen den fælles for begge de forenede riger og at den skulde fan en handelstraktats faste form. Men da stødte man igjen paa den vanskelighed, at dette ikke kunde ske uden at der blev gjort brud paa det protektionistiske handelssystem som var raadende i Sverige. Efterat man imidlertid havde begyndt at lempe paa dette system, først ved overenskomsten med Britannien av 24. april 1824 og derefter ved mellemrigsloven med Norge i 1825, havde man rimeligvis saa meget lettere for at overvinde de betænkeligheder man fra den side seet havde ved at aabne adgang til den lettere handelsforbindelse med Danmark, som jo for Norges vedkommende i længden alligevel ikke var til at komme forbi.
Britannien. I Britannien stod endnu ved magt den bestemmelse i den gamle sjøfartslov av 1651 at udenlandske skibe ikke maatte føre til Britannien andre varer end sit eget lands frembringelser. Som et modtræk mod denne bestemmelse lagde baade de Forenede Stater, Preussen og Rusland øgede avgifter paa skibe fra de lande hvor deres egne skibe ikke blev behandlet som mestbegunstigede. Dette havde til følge, at Britannien flere gange modererede de tidligere gjældende bestemmelser om skibsavgifter paa fremmede skibe og ogsaa modererede sin sjøfartslovs bestemmelser. Allerede i 1819 indberettes det fra
