og de ifalder anden vilkaarlig straf, som deres embedsbrødre vil ilægge dem. Der skal møte 12 geistlige, opnævnt av bisperne; de mister sin aarsløn, hvis de forfaldsløst uteblir. Lagmanden og alle disse skal ha møtt før Petersmessedagen, og nævndemænd, som kommer efter at ederne er avlagt, bøter 3 mark; lagrettemændene vurderer deres forfald. Hvis sysselmændene forsømmer at opnævne nævndemænd, er de saket 3 mark for hver, som ikke er nævnt. »Altid naar tingmænd blir idømt tingvite (vittir) paa altinget, da eier kongens ombudsmænd halvdelen av disse bøter og alle tingmænd halvdelen; disse penge skal den sakede eller hans fuldmægtig selv betale; vil de ikke, skal hver sysselmand yde for sit distrikt og ta dobbelt av den skyldige hjemme.« Denne regel er hentet fra G 3, avsnit 5 (se foran s. 20), men med den forskjel, at bøterne der udelt tilfalder tingmændene, mens de her som i F I 1 deles mellem disse og kongens foged. Følgende bestemmelse er ny: »Men disse penge skal henlægges til de formaal som sysselmændene med lagmandens raad finder mest nødvendige i det aar.« Dette er den første bestemmelse om »bonde- kassen« (bondafé), som spiller en større rolle i Gula- og Frostatingsutgaven av L I 2 og i III 1 i alle utgaver.
Mest radikalt omdannes den islandske lǫgretta, som efter Grg bestod av 48 × 3 = 144 medlemmer, foruten logsogemanden og de 2 bisper. I Hk 3 er den reducert til 36 medlemmer, 3 medlemmer for hvert av de 12 tinglag, opnævnt av lagmanden og sysselmændene i forening. Dette er ingen lovgivende forsamling; ti lovgivningsmagten ligger nu egentlig hos kongen, som har utarbeidet lovboken, og forelægger den for altinget til vedtagelse. Og han lover den mægtige biskop Arne sin støtte i hans kirkelige krav, hvis han vilde »ægge folk paa Island til at vedta hans lovbok:«. En del av lovboken og deri-
