ægte Arvinger ikke fandtes; men længere strakte sig ikke uægte fødte Slægtningers Arveret. Hvis i sin Tid Kong Magnus og hans Søster Eufemia og deres Halvbrødre i Halland alle var døde uden Børn, vilde Jon Havthoressøn have været selvskreven Arving i Norge som Kong Haakon V’s uægte Datters ægte Søn; men da Magnus fik Sønner, faldt Jons og hans Slægts Arveret ganske bort. Det er derfor fuldt overensstemmende med Landsloven, naar Jons Søn Haakon Jonssøn 18de Februar 1388 erklærer, at han ikke havde nogen Arveret til Kongedømmet i Norge, og denne Erklæring gjælder da ogsaa for hele hans Slægt.
Denne Undersøgelse viser saaledes, at efter Loven var Kong Albrecht i Sverige den eneste retmæssige Arving efter Kong Olaf Haakonssøn i Norge.
Da Kong Olaf døde i Falsterbo 3die August 1387, kan Kong Albrecht ikke have været langt borte; thi Dronning Margrete siges da at have været i Ystad for at underhandle med Albrecht, som altsaa maa have opholdt sig i det sydøstlige Sverige, maaske i Kalmar. Albrecht har altsaa erfaret Olafs Død faa Dage efter og har kunnet tage sine Forholdsregler; men hvad han har gjort, er ganske ubekjendt, da man ingen Efterretninger har om ham fra 2den Halvdel af 1387 og 1ste Halvdel af 1388. Det følger dog næsten af sig selv, at han har gjort Tilnærmelser til de norske-Høvdinger og forsøgt at blive Konge i Norge. Huitfeldt siger ogsaa, at Kong Albrecht nu antog Titel af dansk og norsk Konge; men det synes dog at være urigtigt, og i det eneste i Uddrag bevarede Brev fra Juli 1388 kaldes han kun svensk Konge[1]. Kong Albrecht havde allerede i 1368
- ↑ Styffe I p. LXXXI.
