under Kampen med Kong Valdemar gjort Indfald i Skaane og erobret dets aabne Byer, saa at han kunde fra 1368 af antage Titelen „Dominus Scaniæ“, og Kong Magnus havde ved Freden i 1371 maattet afstaa ham sin Ret til dette Land; men allerede i 1373 eller 1374 har Albrecht atter opgivet denne Titel – enten af Hensyn til Hansestæderne eller til sin Brodersøn, den danske Kronprætendent Albrecht d. yngre, – og siden kan han ikke paavises at have gjort Fordring paa nogen Del af Danmark eller have havt nogen Retsgrund for en saadan Fordring. Anderledes med Norge; her var han virkelig nærmest berettiget Arving. Sikkert er det ogsaa, at han har opstillet Fordringen paa Kongedømmet i Norge, og at denne Fordring hævdedes af hans mecklenburgske Landsmænd; thi da det fire Aar senere – i April 1393 – hændte, at Vitalianerne satte Foden i Norge og for et Øieblik vandt Bergen, lod de her Biskopen, Lagmanden og de fornemste Borgere sværge Kong Albrecht Troskab som Norges Konge; de islandske Annaler siger udtrykkeligt, at Røverne „krævede hele Norge for Kong Albrecht“, hvori de ikke havde saa meget Uret.
Det er imidlertid let at forstaa, at om Kong Albrecht har gjort noget Forsøg haa at vinde Tilhængere i Norge, maatte dette strande. For det første havde han ikke direkte Adgang til Norge, thi mellem Norge og Albrechts Sverige laa dengang Provinser, som vistnok var dynastisk forbundne med Norge, men som netop paa dette Tidspunkt lige saa meget var at regne for et uafhængigt Rige; det var Dronning Margretes eget Rige ved Göta-elven. Allerede ved sit Giftermaal eller kort efter havde Margrete i norsk Morgengave faaet Baahus-len og i svensk Morgengave Östergötland, maaske ogsaa mere; og de Dele af Sverige, som i Freden 1371 var overladte til Kong
