Magnus og efter hans Død overtoges af Kong Haakon, „Skara Stift“ (d. e. Værmland, Dalsland og store Dele af Vestergötland), synes efter hans Død 1380 at være hævdet af Margrete i eget Navn ligeledes som Morgengave[1]. Disse Landsdele holdt Margrete sammen ogsaa efter Kong Olafs Død, og hendes Embedsmænd, som var gamle Modstandere af Mecklenburgerne, har vel gjort alt for at forhindre Forbindelser mellem Mecklenburgere og Nordmænd. Men dette behøvedes vistnok neppe, thi ingen Haand i Norge reiste sig for Kong Albrecht, trods hans utvivlsomme Arveret; Grunden hertil maa vi vel søge i den langvarige Feide mellem Folkunger og Mecklenburgere og det Fiendskab, som alle Folkungernes Tilhængere i Norge maatte føle mod Arvefienden. Krigsforholdet til Mecklenburgerne kan man følge tilbage lige til 1356. I dette Aar havde de oprørske svenske Adelsmænd med deres Kronprætendent, Magnus’s ældste Søn Erik, fundet Støtte i Magnus’s Mecklenburgske Svoger, Hertug Albrecht, og Vinteren 1356–57 havde Magnus’s norske Tilhængere fra Viken under Ledelse af Jon Havthoressøn og Orm Drotsete ført en norsk Ledingshær til Götaelven. Og om end Freden snart sluttedes og Norge i nogle Aar var udenfor Striden, blev det dog snart atter draget ind i den, og Kongernes tro Tilhængere kunde mindes ikke blot Krænkelser og Forræderier fra Mecklenburgerne, men ogsaa Nederlag og forsmædelige Tab, ialfald hyppige Krigsrustninger og unyttige Felttog. 1360 havde Hertug Albrecht forraadt Skaane til Kong Valde-
- ↑ Der er intet Spor til, at Kong Olaf herskede i det vestre Sverige, heller ikke fører han Kongetitel af Sverige. Derimod forlener Margrete Slotte her i eget Navn, baade i sin Søns Levetid og senere. (Det samme gjælder ogsaa Halland, som her ikke vedkommer os).
