Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/15

med Fordringer paa Arveret til Danmark som Modstandere af Kong Haakons Søn Olaf, kan Krigen allerede regnes at være brudt ud igjen ogsaa mellem Norge og Sverige. Dog hører man ikke om virkelige Felttog før end fra Høsten 1379 af, da „de Tyske i Sverige“ havde opsagt Freden. Sommeren 1380 havde Kong Haakon budt Leding ud fra Vestlandet til Rigsgrænsen og samtidig kaldt sine Hirdmænd og deres Huskarle til et Landtog ind i Sverige, rimeligvis samtidig med et Indfald i Sydsverige fra Danmark af. Hans Hær eller Afdelinger deraf har trængt langt ind i Landet, thi Skara, Örebro, Vesterås og Jönköping blev plyndret og brændt; men de led dog samtidig det store Tab, at Kong Haakon døde enten paa Toget eller lige efter Hjemkomsten. For Norges Vedkommende skulde nu egentlig Krigen ophøre, thi det vestlige Sverige gik, som nævnt, over i Margretes Besiddelse, og en direkte Krig mellem Norge og Albrechts Sverige kunde nu egentlig kun føres over Jæmtland. Der synes ogsaa virkelig at være indtraadt en stilstand i Krigen; men det fiendtlige Forhold varede ved, og i 1384 var Krigen atter brudt ud, denne Gang nærmest mellem Sverige og Danmark; dog led vistnok ogsaa nu mange norske Stor-mænd ved Krigen, nemlig de, som havde Besiddelser i Margretes svenske Rigsdele. At det nu var Alvor med Krigen, viser sig af, at Kong Olaf i sin danske Kongetitel fra 1385 af tilføier Ordene „Arving til Sverige“, altsaa optager sine Forfædres Fordringer paa Sveriges Throne; deraf fulgte, at Krigstilstanden i hans senere Aar var det regelmæssige, Stilstande kun midlertidige. Kan man end saaledes i de 31 Aar fra 1356 kun paavise faa Krigstog fra Norge ind i Sverige og kanske lidt flere Indfald fra Sverige af til Folkungeættens vestsvenske eller skaanske Besiddelser, maa dog