Side:Historisk Tidsskrift (Norway), fjerde Række, første Bind (1901).djvu/16

12

DR. GUSTAV STORM.

hele Perioden regnes som Krigstid, med hyppige Fredsbrud, Rustninger, Udbrud og Forberedelser til Indfald eller Forsvar; navnlig har Grænseegnene lidt meget, thi Fæstningerne ved Götaelven og i Vestsverige maatte stadig holdes besat og var hyppigt udsatte for Beleiringer. Følgen heraf har naturligvis været, at begge de krigførende Partier gjensidig har svækket hinanden, at Forbitrelsen mellem dem stadigt var stigende, og at en virkelig Fred næsten var umulig, saalænge de stridende Kongeslægter bestod og var omtrent lige mægtige. Nu var imidlertid Kongeslægten i Norge pludselig uddød med den unge Kong Olaf, og saa skulde Resultatet af de 30-aarige Kampe være, at hans Mænd uden Modstand underkastede sig hans Hovedmodstander som nærmeste Arving. Det er forstaaeligt, at ingen vilde finde sig heri, og at selv om Lovens Ord var klare, maatte man være tilbøielig til at finde paa Grunde til at omstøde Loven. Man gjør sig vistnok for overdrevne Forestillinger om de norske Stormænds Lojalitet i 14de Aarh., naar man tror, at de i det hele var tilbøielige til ene og alene at følge Lovens Bogstav. Det er bekjendt, hvorledes Hirdstevnen i Oslo i 1323, som dog lededes af den lojale Erkebiskop Eiliv, i et væsentligt Punkt satte sig ud over Kong Haakons Rettebod om „Rigsstyrelsen“, idet Mødet mod denne Lov satte en enkelt Mand i Spidsen for Formynderstyrelsen, – og dette skede alene af politiske Hensyn, trods Lovens klare Ord. Det er ligeledes bekjendt, at de norske Stænder (Adel, Geistlighed og Bønder i Forening) i 1343 tog Kong Magnus’s yngre Søn Haakon til Konge, og at de samtidig delte Riget mellem ham og hans Fader, uagtet Løven udtrykkeligt sagde baade at den ældste Søn var selvskreven Arving, og at Riget skulde være udeleligt. Det fremgaar af Dokumen-